Nyhed

Tidligere Bowie-trommeslager kommer med personlige beretninger i ny selvbiografi

Mick "Woody" Woodmansey spillede med Bowie fra 1970-73. I sin nye selvbiografi beskriver han blandt andet sin sidste samtale med Bowie

Trommeslageren i David Bowies start-1970'er-band The Spiders From Mars, Mick "Woody" Woodmansey, udgiver den 3. november selvbiografien "Spiders From Mars: My Life With David Bowie". I den forbindelse har Woody været en tur forbi britiske NME til en snak om blandt andet de sidste oplevelser med David Bowie og Bowies accept af hyldest-turnéen til 1970-albummet "The Man Who Sold The World", som Woody og Bowies mangeårige producer Tony Visconti gennemførte i 2015 og 2016 som en del af bandet Holy Holy. Da Bowie fyldte 69 år den 8. januar i år, ringede de til Bowie fra scenen og fik publikum til at synge fødselsdagssang til ham – to dage før hans død. Se en videooptagelse af fødselsdagssangen nedenfor.

"Vi havde færdiggjort et livealbum i Shepherds Bush Empire, og Tony sagde: 'Jeg viser det her til David, for han bliver ved med at spørge, hvordan det går med det'. Han sagde, at det var rigtig fedt, at det føltes godt, og at han rigtig godt kunne lide det," erindrer Woody i interviewet med NME. "Tony sagde: 'David og jeg har i årenes løb snakket om, at vi burde have opført sangene fra "The Man Who Sold The World" live, for da vi havde færdiggjort den, følte vi virkelig, at vi ville sætte verden i brand; vi smed alt, vi havde ind i det album, men turnerede aldrig med det. Vi spillede et par enkelte sange på en tour med Ziggy, men aldrig i fuld længde.'"

Woody husker særligt en episode, hvor Tony Visconti og Bowie havde været i kontakt kort før Bowies død, og hvor de snakkede lidt om turnéen. Her havde Bowie spurgt "Hvorfor vil du gøre det?" "Fordi vi aldrig gjorde det", sagde Visconti, hvortil Bowie svarede: "Jeg kan virkelig ikke komme på en bedre grund."


Tony Visconti vidste godt, at Bowie var syg, men han vidste ikke, at han var så syg, at han nærmede sig enden, mener Woody, og det tror Woody heller ikke, at Bowie selv vidste. 

Sidst Woody så Bowie i egen høje person var tilbage i 1976, da Bowie og Tony indspillede "Low" i Berlin. Her vidste Woody, at Bowie og Visconti indspillede sammen, så han kontaktede Visconti og aftalte, at han bare kunne komme forbi studiet. Her snakkede de tre frem og tilbage imellem indspilningerne.

Woody og Bowie har igennem de seneste årtier e-mailet frem og tilbage, og oftest om komedieserier og stand-up. Woody husker særligt Bowies på mange måder platte humor. Han husker, hvordan Bowie var vild med skæve radio- og tv-shows, eksempelvis "The Goon Show" og "Monty Python". 

ANNONCE