Den 4. november udkommer opsamlingsalbummet "Queen On Air", herfra har vi nu fået sangen "My Fairy King"
Det ikoniske britiske rockband Queens første radio-optræden nogensinde er netop lagt ud online.
Nummeret, som bandet optrådte med under deres første optræden på BBC Radio , er "My Fairy King", som er at finde på det selvbetitlede debutalbum fra 1973.
Du kan høre nummeret i klippet herunder.
Om nummeret, og bandets optræden i radioen, siger guitarist Brian May, ifølge britiske NME: "Dette var første gang, vi virkelig så Freddie (Mercury, red.) arbejde ud fra sit fulde spektrum. Han er bogstavelig talt en selvlært pianist, og han gjorde store fremskridt hele tiden, også selvom vi ikke havde et klaver med på scenen, det var bare umuligt at få med", siger May og fortsætter: "Så i studiet så vi Freddies første chance for at få lyden af klaveret med, og vi fik virkelig vores lyd her, og samarbejdet mellem klaveret og guitaren virkede, og det var vildt spændende. "My Fairy King" var den første af disse 'events', hvor der var en masse tilførsel af både ekstra lyd og harmonier. Freddie blev interesseret i dette, hvilket førte til "The March Of The Black Queen" på det andet album og senere hen til "Bohemian Rhapsody"".
Bandets optræden blev sendt for første gang den 15. februar 1973 og vil indgå på opsamlingsalbummet "Queen On Air", hvorfra vi tidligere har fået en hurtigere version af "We Will Rock You".
Albummet "Queen On Air" vil kunne fås som både 2-cd, 3-lp eller som ekslusiv 6-cd, som også indeholder liveoptagelser fra studierne og de medfølgende radiointerviews. Alle versioner udkommer den 4. november.