Nyhed

Magtens Korridorer annoncerer ekstrakoncert i Store Vega

Tirsdag den 27. december spiller Magtens Korridorer ønskekoncert i Store Vega – nu er der annonceret en ekstrakoncert

Magtens Korridorer har netop annonceret, at de afholder en ekstrakoncert i Store Vega, København, onsdag den 28. december. Koncerten vil være ligesom den tidligere annoncerede koncert, nemlig en ønskekoncert, hvor publikum bestemmer repertoiret. 

Om koncerterne i Store Vega, hvor publikum kommer til at spille en helt særlig rolle i forberedelserne, udtaler bandet: "Vi spiller op til bagjuledans rundt om det imaginære, letafpillede juletræ. I julegave ønsker vi os, at I sender jeres største ønsker til aftenens repertoire. Hvad I ønsker, skal I få." 

Man kan komme med ønsker til repertoiret på Magtens Korridorers Facebook-side, Instagram-profil eller skrive til dem via deres hjemmeside.


Med udgivelsen af albummet "Friværdi" for 11 år siden fik Magtens Korridorer deres gennembrud og er siden blevet et af landets mest populære liveorkestre. Den karismatiske forsanger, Johan Olsen, er kendt for sit intense scenenærvær og har en af Danmarks mest solide rockvokaler.

Bandet er særligt blevet rost for at spille rock på både en folkelig og festlig måde uden at miste kant eller lyde som et partyband. GAFFAs Keld Broksø kvitterede med fem stjerner, da Magtens Korridorer gæstede Store Vega i 2014, og udtalte begejstret: "Her er intet kildevand på scenen (så er det sagt). Her ville enhver stylist blive øjeblikkeligt arbejdsløs. Her er det brune værtshus ophøjet til rockscenen på en måde, så håbløsheden forvandles til håb. Mest fordi den mørke og melodiske, danske rock virker så ægte. Det nye nummer fra skuffen, "Giv Mig En Dag (før jeg dør)," som ekstra-ekstranummer har netop den jordnære poesi, som jeg ikke mindes at have hørt ramme folkesjælens bund på samme måde, siden en Kim Larsen skabte sine allerførste spor i den danske sanghistorie." Læs hele anmeldelsen her.

Billetsalget til koncerten den 27. december, og nu også ekstrakoncerten den 28. december er i gang. 


 

Du kan varme op til koncerterne med nummeret "Sorte Stråler" i klippet herunder:


ANNONCE