Nyhed

Guldpige efter Gulddreng: Ukendt sangerinde parodierer “Se Mig Nu”

En anonym sangerinde, der kalder sig for Guldpige, giver Gulddreng modspil. Lyt til hendes sang her.

Gulddreng, hvis borgerlige navn er Malte Ebert, får nu modstand fra det kvindelige køn. I går uploadede en mystisk sangerinde, som kalder sig for Guldpige, nemlig sin egen version af “Se Mig Nu”, hvor hun langer ud efter Gulddreng og pladeselskabet Universel Music, som han signet hos.

“Gulddreng laver gimmicks, jeg laver musik / Konceptet er så gennemtænkt, at du ikke må se hans blik / Labels vil ikke signe mig / Pigen fra Nordvest / Malte vil I gerne have, som derfor bliver det næste,” synger Guldpige i de første linjer.

Ellers er teksten og melodien næsten den samme som Gulddrengs originale “Se Mig Nu” – lyt selv:

Vi har fanget Guldpige til et mail-interview: 


Guldpige, din version ligner Gulddrengs slående meget. Hvordan kan det være, at du har valgt at læne dig så meget op ad den originale udgave af “Se Mig Nu”.


– Jeg var i studiet med min producer for et par dage siden, hvor vi var i gang med en anden sang (vi arbejder på en ep), og jeg havde simpelthen “Se Mig Nu” på hjernen. Til sidst, tror jeg, blev han træt af at høre på mig og sagde bare: “Så syng den for helvede!”

Så vi slap, hvad vi havde gang i og skrev i stedet “Guldpige – Se Mig Nu”. Det var alligevel også meget sjovere. Omkvædet har vi valgt at holde mere eller mindre som hans, fordi det passer til lyrikken i versene. 

I din sang langer du også ud efter pladeselskabet Universal Music, som Gulddreng er signet hos. Hvordan forventer du, at musikbranchen reagerer på det?


– Sony har lige kontaktet mig. Jeg er ikke ude på at få en beef med Universal Music, men jeg synes bare, det er en komisk tilgang, som pladeselskaberne har til artister og musik i dag. Det er så “skabt”, og folk æder det råt. Det er ikke altid kvaliteten, der bliver prioriteret, og det er min pointe.

Jeg kunne også have skrevet et helt originalt diss-nummer, men det er jo sjovest, når man kan referere til Gulddrengs egne vendinger udtryk, som for eksempel “stille og Rolex”. 

Hvorfor mangler Gulddreng modspil fra det modsatte køn?


– Han er lidt stor i munden, ikk’? Han trænger til at blive pillet lidt ned fra sin guldtrone og indse, hvem der har stilletterne på. Men med al respekt, synes jeg Malte er sej, og at han har gjort godt.

 

 


 

ANNONCE