Nyhed

De store DMA-vindere Phlake: Albumformatet er på vej tilbage

R&b-duoen er ikke klar til at lægge albummet i graven

De helt store vindere ved Danish Music Awards, der blev uddelt i Forum lørdag aften, var r&b-duoen Phlake alias producer Jonathan Elkær og sanger Mads Bo Iversen. De modtog priserne Årets Danske Udgivelse og Årets Danske Popudgivelse (debutalbummet ”Slush Hours”), Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Sangskriver og Årets Danske Producer. Vi fangede dem lige efter showet.

Hvad betyder det for jer at få prisen for Årets Danske Udgivelse?

Jonathan Elkær: – Jeg mener, at kategorien har ændret navn, at den sidste år hed: Årets danske album. Vi har lavet et album, og jeg er selv vokset op med albums, ikke ep’er, så for mig – og os – har det været naturligt at tænke i et album eller en lp. Så det at vinde i dén kategori betyder enormt meget, især fordi vi er i en tid, hvor det format er fucking udfordret. Singler dominerer mere og mere – selv om albummet internationalt er på vej tilbage, blandt andet med Frank Ocean og Beyoncé, og uden at der vel at mærke udgives singler. Måske er Danmark lidt bagefter! Men for os har det været naturligt at lave en plade, hvor der er plads til forskellige sange og plads til introer, interludes og outroer. Vi har lavet et album, og at vi får en pris for netop dét, det betyder alt!


Nu fik I flere priser, men hvilken var den vigtigste?

Mads Bo Iversen: – Da vi før showet blev spurgt, hvilken pris vi helst ville modtage, blev vi enige om, at det var dén her. Jeg kunne også mærke det, da vi stod der, at det var helt specielt at få den. Prisen summer ligesom den tid, vi har brugt sammen, op. Vi begyndte at lave musik sammen i 2010, og vi har gjort det lige siden, og netop den pris er som en kulmination.

Du var også lidt tøvende, da du skulle takke for den pris, I fik i kategorien Årets Nye Danske Navn…


Mads Bo Iversen: – Det er rigtigt, for det føltes underligt at få at vide, at vi var de nye i klassen, når vi har været i gang i så mange år og har udviklet os meget.

Vi talte også med Alex Vargas, der modtog en DMA 2016 i kategorien Årets Danske Solist.

Hvad betyder det for dig at få den her pris?


– Den betyder en stor del, en helt enorm del. Jeg kan bare ikke helt deale med, at det var Peter Schmeichel – min barndoms helt – og hans søn, der overrakte mig statuetten. Men derudover… jeg har ikke nået at fordøje det, så jeg kan ikke helt vurdere, hvordan jeg har det, men jeg er glad. Helt sikkert. Meget, meget glad.

 

 


 

 

 


ANNONCE