Tidligere på året udgav trioen det anmelderroste album "Slå Flint!". De har sidenhen turneret landet rundt og melder nu altså, at de tager endnu en turné til foråret
Den danske trio Folkeklubben er ved at afslutte deres længerevarende efterårsturné, der endegyldigt slutter ved en ekstrakoncert på Skråen i Aalborg den 29. december.
Men allerede nu har bandet annonceret en forårsturné, der bringer dem rundt i landet med 24 koncerter, hvor det bliver muligt at opleve trioen i mere intime rammer. Om turnéen, der har fået titlen "Det perfekte slag", siger bandet: "Det ligger i vores DNA at være spillemænd, og det har fra starten været planen, at gik efteråret godt, så skulle vi ud på en stor turné til foråret. "Det perfekte slag"-turnéen er en hilsen til Torben Ulrich og vores sang af samme navn; det handler om på de 24 koncerter at turde tage chancer, fortælle historier og sammen med publikum skabe gode, nye fortællinger".
Herunder kan du se den fulde tourplan, og billetsalget er i gang.
På efterårsturnéen gav trioen blandt andet en koncert på Posten i Odense. En koncert der af GAFFAs anmelder Jens Dræby blev tildelt fire stjerner med ordene: "Lyden var klokkeklar, og hvert et lille skævt tryk på stavelserne gjorde indtryk med hammer og ambolt. Slå Flint!-pladen viser sig om en eminent tilføjelse til trioens live-sæt, og disse sange fyldte godt med lidt rundere og modne omdrejningspunkter." Du kan læse hele anmeldelsen her.
I klippet herunder kan du høre singlen "Torben Ulrich" fra anmelderroste 2016-album "Slå Flint!":
Folkeklubbens forårsturné ser ud som følger:
Den 02. februar: Bastionen, Nyborg
Den 03. februar: Paletten, Viborg
Den 04. februar: Ny Ridehus, Næstved
Den 09. februar: Folkets Hus, Struer
Den 10. februar: Kedelhuset, Silkeborg
Den 11. februar: Strib Vinter Festival, Strib
Den 16. februar: Tøjhuset, Fredericia
Den 17. februar: Turbinen, Randers
Den 18. februar: Forbrændingen, Albertslund
Den 02. marts: Vostrup Musikhus, Vostrup
Den 03. marts: Thisted Musikteater, Thisted
Den 04. marts: Bygningen, Køge
Den 09. marts: Templet, Lyngby
Den 10.03: Godset, Kolding
Den 11. marts: Kammerateriet, Svendborg
Den 16. marts: Pavillonen, Grenaa
Den 17. marts: Stubhuset, Støvring
Den 18. marts: Gjethuset, Frederiksværk
Den 30. marts: Sønderborghus, Sønderborg
Den 31. marts: Toldkammeret, Helsingør
Den 01. april: Elværket, Holbæk
Den 06. april: Skanderborg Kulturhus, Skanderborg
Den 07. april: Slagelse Musikhus, Slagelse
Den 08. april: Portalen, Greve