Nyhed

Liss og Kesi spiller til julefest i Aarhus

Også blandt andre Astronaut kan opleves til det traditionsrige arrangement Gløgglich

Endnu engang har en række arrangører samlet kunstnere fra hele Danmark til arrangementet Gløgglich, der har som formål at forene aarhusianere og eksil-aarhusianere. Dette sker, når den 16. udgave af Gløgglich løber af stablen på Train torsdag den 22. december. Festen er en årlig begivenhed, der samler folk under fejringen af julehøjtiden.

Liss (billedet), Kesi, Astronaut og Gong Fellaz træder op på scenen på Train, mens også en lang række dj’s er annonceret. De optrædende vil på aftenen spille en lang række hits, alternative klassikere og urban-sange.

Arrangørerne har lagt vægt på, at programmet skal ramme en så bred målgruppe som muligt.


Liss, der fremstår som hovednavn til Gløgglich, spiller på hjemmebane til dette års arrangement, hvor særligt promoveringen via Pharrell har sat Liss på verdenskortet, da han i sit radioprogram på Apple Music har spillet både "Always" og "Sorry" med rosende ord til gruppen. Bandet var nomineret til tre Danish Music Awards, men måtte dog gå tomhændede fra showet lørdag den 12. november.

Hvis man ikke umiddelbart er til Liss’ sange, eller har en bred smag, er der rig mulighed for noget helt andet med rapperen Kesi, fyren som blev opdaget på YouTube. Nu spiller han med flere store danske kunstnere som Gilli og Sivas. Kesi har blandt andet udgivet hittene “Søvnløs” og “Ku’ Godt”, hvorfor man kan forvente en sand fest.

Også Astronaut kommer til at spille på hjemmebane til festen. Bysbørnene spiller med egne ord weirdness soul. Astronaut har indspillet med producer Carsten Heller, kendt for produktioner for Nephew, Spleen United og The Minds of 99.


Som fjerde og sidste band kan man opleve Gong Fellaz, der blandt andet har lavet musik med Jokeren og blandt andre består af Dúné-keyboardspiller og -guitarist Ole Bjørn. Producer- og elektrogruppen garanterer, at de sætter gang i festen, og at ingen ved, hvad der kommer til at ske.

Aftenens dj’s er Ras Schack, Bang Bang, Clean Grillz, T.A.I.T., Malte, Solki, Martin Rohde og Sebastian Bonde.

Forsalget er i gang.


Se Liss spille hittet "Sorry" til P3 Guld i DR Koncerthuset 21. oktober 2016:

ANNONCE