Guide: 11 essentielle Metallica-numre

Metallica har netop udgivet deres længe ventede album "Hardwired… To Self-Destruct" efter en pladepause på otte år. Dobbeltalbummet består af knap 80 minutters musik fordelt på tolv numre, og deluxe-udgaven vil tilmeld indholde en række covers, som bandet har indspillet gennem årene, herunder et medley af Ronnie James Dios sange, Iron Maidens "Remember Tommorow" og Deep Purples "When A Blind Man Cries".

Selvom vi her på GAFFA er begejstrede over den nye plade, har udgivelsen også medført et nostalgisk tilbageblik på nogle af gruppens bedste numre. I den forbindelse har vi udvalgt 11 nævneværdige Metallica-tracks – primært fra bandets ældre bagkatalog – som vi længselsfuldt ser tilbage på, og som i allerhøjeste grad stadig holder.

"Seek & Destroy"

Garvede koncertgængere til Metallicas koncerter ved udmærket godt, hvad de sidste toner af "Seek & Destroy" signalerer: Det er snart på tide at lede efter en udgang og hente sin jakke! Selvom Metallica er kendte for at ændre i deres playliste, er det nærmest blevet en tradition at slutte af med "Seek & Destroy", som er et af deres ældste numre og stammer fra debutalbummet "Kill ’Em All" fra 1983. I sin tid var det også den allerførste sang, som bandet indspillede i et studie. Til koncerterne beder frontmand James Hetfield om publikumdeltagelse lige præcis på dette nummer, hvor han råber "Searching", og de svarer "Seek and destroy!". Det bliver interessant at se, om den sædvanlige procedure gentages til gruppens danske koncerter i Royal Arena til næste år!

"Fade to Black"

Kvartettens andet studiealbum "Ride the Lightning" fra 1984 kastede førstesinglen "Fade to Black" af sig. Selvom nummeret handler om selvmord, blev det skrevet efter at der havde været indbrud i Metallicas bandvogn, og Hetfields yndlings Marshall Amp blev stjålet:

"Jeg var ret deprimeret på det tidspunkt, fordi vores gear lige var blevet stjålet, og vi var blevet smidt ud af vores managers hus, fordi vi havde ødelagt nogle ting og tømt hans barskab. Det er en selvmordssang, og vi fik meget kritik for det – som om unge tog deres liv på grund af sangen. Men vi fik hundredevis af breve fra unge, der fortalte os, at de kunne relatere til sangen, og at den havde fået dem til at have det bedre", fortæller Hetfield i et interview med Guitar World. Hammett tilføjer om sin guitarsolo: "Siden det er en dyster sang, og vi alle i forvejen var nede, tænkte jeg på deprimerende ting, mens jeg spillede soloen – og det hjalp virkelig!"

"For Whom the Bell Tolls"

Hvis du ikke troede, at Metallica var Ernest Hemingway-fans, kan du godt tro om igen! Fra samme album stammer nemlig andensinglen "For Whom the Bell Tolls", som henter sin inspiration i Hemingways roman af samme navn. Værket tager udgangspunkt i den spanske borgerkrig og skildrer detaljeret krigens gru og brutalitet, men også kammeratskabet og det tætte bånd mellem nogle af soldaterne. Metallicas sang fremstiller på lyrisk vis bogens 27. kapitel, hvor fem soldater omkommer på en bakketop. Sangen er skrevet ud fra deres perspektiv.

"Creeping Death"

Endnu et nummer, som gør sig bemærket på andet albumudspil, er den hæsblæsende "Creeping Death". Med den aggressive start og det gentagende "Die" i midten, illustrerer thrash metal-sangen præcis det, som Metallica stod for i starten af deres karriere. Inspirationen stammer fra filmen "The Ten Commandments" – særligt scenen, hvor dødsenglen går fra hus til hus og slår førstefødte ihjel. Her udbrød gruppens daværende bassist Cliff Burton "It's like creeping death!", da Metallica-herrerne sammen så filmen. De blev ret så fascinerede af udtrykket og valgte at skrive en sang om den tiende plage fra dødsenglens perspektiv med flere referencer til Anden Mosebog.

"Master of Puppets"

Den otte minutter lange "Master of Puppets" stammer fra 1986-albummet af samme navn og blev i sin tid indspillet i det danske pladestudie Sweet Silence Studios i København. Tematisk kredser sangen omkring stoffer, særligt når de begynder at kontrollere individet. I 1986 fortalte Hetfield i et interview med Thrasher Magazine: "Master of Puppets handler i bund og grund om stoffer. Hvordan tingene bytter plads – i stedet for, at du kontrollerer dét, du tager, så kontrollerer stofferne dig." Inspirationen til sangen kom, da Hetfield var til en fest, hvor flere omkring ham var på stoffer. Særligt blev én ung pige rigtig syg, hvilket skræmte Hetfield: "Vi vil ikke fortælle nogen, hvad de skal gøre. Hvis folk er til det, er det fint – de har ikke noget imod, at vi snakker om det. Men jeg var til den fest, og det skræmte mig meget - og jeg er enormt paranoid!"

Den canadiske musikjournalist Martin Popoff udgav i 2004 bogen "The Top 500 Heavy Metal Songs of All Time", hvor metalfans, musikere og musikjournalister kunne få lov til at nominere deres favorit heavymetal-nummer. "Master of Puppets" scorede en imponerende andenplads.

For nyligt spillede Metallica nummeret live hos The Howard Stern Show. Se deres imponerende optræden herunder:

"Welcome Home (Sanitarium)"

På samme album figurerer denne mørke ballade, som er baseret på 1975’er-filmen "One Flew Over the Cuckoo’s Nest" (på dansk "Gøgereden") med Jack Nicholson i hovedrollen. Ligesom filmen kredser sangen om en mand, som er fanget i et psykiatrisk hospital. Paralleller kan trækkes til Hetfields egen vanskelige opvækst, idet han ofte har beskrevet, hvordan han som barn følte sig fanget i sit eget hjem, helt misforstået af omverdenen. Det imponerende nummer var markant anderledes i sin oprindelige version. Eksempelvis bestod sangen kun af få toner, havde slet ikke et omkvæd og lå tonalt meget højere end den version, vi kender i dag. Hetfield var ikke i stand til at synge i så højt et toneleje, hvorfor sangen måtte transponeres. Bands som Limp Bizkit og Bullet for My Valentine har lavet covers af "Welcome Home (Sanitarium)", og i starten af årtusindeskiftet plejede Metallica at kombinere nummeret med "Master of Puppets" til koncerterne og kalde det "Mastertarium".

"One"

Et glimrende track fra Metallicas fjerde album "…And Justice for All" fra 1988 er den dystre "One". Nummeret markerer en milepæl på flere måder. Det var gruppens første Top 40-hit og samtidig første gang, at bandet gik med til at lave en musikvideo. Valget af den visuelle æstetik var ikke noget, som man så i MTV-videoer på daværende tidspunkt. I videoen anvendes klip fra 1971'er filmen "Johnny Got His Gun", som er baseret på Dalton Trumbos roman af samme navn fra 1939. Romanen og filmen fortæller historien om en soldat, der i forbindelse med 1. verdenskrig mister alle sine lemmer. "One" fik en 35. plads på "Billboard Hot 100"-listen, og i 1990 vandt den en Grammy for "Best Metal Performance".

"Nothing Else Matters"

På firkløverets femte album "Metallica" (ofte kaldt "The Black Album") fra 1991 finder vi "Nothing Else Matters" – et af gruppens mest populære numre og en publikumsfavorit til koncerterne. Det personlige track indledes med "So close, no matter how far" og blev i sin tid skrevet af Hetfield til hans daværende kæreste, mens han var på turné en stor del af tiden. Egentlig havde Hetfield tænkt sig at holde sangen for sig selv, men efter at resten af bandet overhørte den, opfordrede de ham kraftigt til at indspille nummeret. I et interview med Village Voice fortæller Hetfield:

"Det var en sang for mig selv på mit værelse, når vi turnerede, og når jeg var ked af at være væk hjemmefra". Han fortsætter: "Det er blevet en fantastisk sang live, og fra at New York Hells Angels brugte den i deres film, til at sportsfolk bliver gift til den… Folk relaterer til den. Jeg er taknemmelig for, at gutterne tvang mig til at tage den ud af min kassettebåndafspiller."

"Enter Sandman"

Fra samme album udkom førstesinglen "Enter Sandman", som tager udgangspunkt i mareridtsuniverset med passager som "Sleep with one eye open / Gripping your pillow tight / Exit light / Enter night". Albummet blev produceret af Bob Rock, hvis søn medvirker på sangens bro, hvor han sammen med Hetfield reciterer "Now I Lay Me Down to Sleep". Blandingen af den uskyldige barnestemme og Hetfields skumle røst skaber en kontrast, der blot forstærker sangens foruroligende stemning. I musikvideoen ses en lille dreng kæmpe med mareridt, hvor han kommer ud for flere ubehagelige scenarier. Videoen vandt prisen for "Best Hard Rock Video" til MTV Video Music Awards i 1992 og var også nomineret til "Best Ciematography" og "Best Editing".

Tidligere på ugen spillede Metallica "Enter Sandman" hos Jimmy Fallon, hvor der kun blev anvendt legetøjsinstrumenter til formålet. Se det underholdende (og imponerende!) resultat herunder:

"The Unforgiven"

Det personlige nummer "The Unforgiven" tager udgangspunkt i forsangerens vanskelige barndom. Hetfields far forlod familien, da Hetfield var 13 år gammel, og moren døde af kræft fire år efter. Hetfield har beskrevet, at han i barndommen aldrig havde tætte venner, og at han i skolen følte sig som en outsider, idet han kom fra en meget religiøs familie – i så høj grad, at han efter forældrenes ønske skulle forlade klasseværelset, når de havde naturvidenskabelige fag i skolen. I "The Unforgiven" fremføres vokalen skiftevis vredt og skrøbeligt, og i videoen ses en udtryksfuld James Hetfield. Om nummeret har han udtalt:

"Det er en af de sange, som for mig er meget personlig. Den handler om at tilgive verden og sig selv, og hvad man ellers måtte have modstand overfor – og at arbejde igennem det", skriver Village Voice i et interview fra 2012.

Gruppen har også udgivet numrene "The Unforgiven ll" (fra albummet "Reload", 1997) og "The Unforgiven lll" (fra albummet "Death Magnetic", 2008), som du kan lytte til herunder:

"All Nightmare Long"

Vi springer frem til Metallicas niende album, "Death Magnetic" fra 2008, som blev hyldet af fans for at vende tilbage til bandets thrash-rødder. Gruppen forklarede, at pladen var et slags tilbageblik, hvor de tager essensen fra deres tidlige materiale og kombinerer det med deres nuværende evner. Hvis der er et nummer, som lever op til dén beskrivelse, er det "All Nightmare Long". Sangen indeholder fragmenter af det upublicerede track "Look At Myself" (også kendt som "Shadows of the Cross"), som gruppen overvejede at inkludere på deres ottende album "St. Anger" fra 2003. Musikvideoen er produceret af Robert Schober og er en af gruppens mest bizarre videoer til dags dato.