Nyhed

Se den stemningsfulde musikvideo til CODYs julesang "It's Christmas"

Det danske rockband har udgivet deres første julesang. Nu er de også klar med en stemningsfuld musikvideo.

Det danske rockband CODY har netop udgivet musikvideoen til bandets første julesang, "It’s Christmas".

Videoen kredser tæt om sangens handlingsforløb, nemlig om alle de traditioner og følelser, der oftest forbindes med julehøjtiden. "It’s Christmas" er en sang om at skulle hjem til jul. Hjem til sin familie, som bor langt fra der, hvor man ellers tilbringer resten af året. Hjem til det idylliske sted, hvor man er vokset op med den idylliske kernefamilie, der går højt op i julen, og hvor julen er noget hele familien fejrer sammen. Der skal skovles sne, julemaden skal være perfekt, og der er i det hele taget høje forventninger til denne særlige aften. Men alt forløber bare sjældent helt efter planen, og netop dette er bandets pointe, og denne vises i musikvideoen.

Du kan se den stemningsfyldte musikvideo i klippet herunder.


Om sangen siger CODYs Kasper Kaae: "Jeg tror faktisk, at det er en sang om nogle ret almindelige juledage i en ret almindelig familie."

CODY udgav i april deres fjerde studiealbum (foruden to ep’er) "I’ll Ride With You". Albummet blev af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen tildelt fem store stjerner og rost med ordene: "For hver en udgivelse har danske CODY åbnet nye døre til deres musikalske rum. Siden debuten Songs tilbage i 2009 har bandet fremstået som absolutte fornyere af den danske americana-scene, hvor de har udbygget deres position med et væld af nuancer. For hvert et album er der tilføjet nye detaljer, som aldrig har været påtrængende eller overskygget gruppens dna. Det har derimod været med til at modne den musikalske retning." Du kan læse hele anmeldelsen her.


ANNONCE