Nyhed

The Attic Sleepers annoncerer turné og kommende debutalbum

P6-darlingene, som blandt andet har spillet til Spot, Alive Festival og Roskilde Festival, vil igen kunne opleves live, når de tager på Danmarksturné i 2017

Indie-folk-makkerparret The Attic Sleepers udgiver deres debutalbum i marts 2017 og vil i den forbindelse tage på turné landet over i løbet af foråret.

Det kommende album er gruppens første studiealbum og følger op på 2015-ep'en "Lanquin", hvor blandt andet singlerne "Lines" og "Airport" figurerede. Sidstnævnte var det år den mest spillede sang på P6 Beat med 600 afspilninger.

Inspirationen til det kommende debutalbum stammer fra duoens separate rejser. Både Mathias Barfoed (vokal, guitar) og Matias Knigge (trommer) havde brug for at lade batterierne op, hvorfor de henholdsvis tog på backpackertur i Vietnam og Cambodia og på roadtrip på den amerikanske østkyst. Rejserne affødte en masse inspiration, hvilket kulminerede i helt nye sange, som ser dagens lys på det nye album til næste år.


Om det nye materiale fortæller bandet i en pressemeddelelse:

"Vi har forsøgt at variere vores udtryk så meget som muligt og har prøvet at gå væk fra, at alle sange har akustisk guitar i front. Overordnet har vi beholdt numrenes storladne dimension og arbejdet på at få dem til at eksplodere på samme måde, som de gør, når vi spiller live. Og så har vi skruet tempoet op og forsøgt at gøre det så lidt søvndyssende som muligt."

Tilbage i 2014 interviewede GAFFA The Attic Sleepers, hvor de to herrer gik i dybden med deres lyd og forhold til musik. Læs interviewet her.

Forårsturnéen er som følger:


10/03: Templet, Lyngby
11/03: Huset, Esbjerg
17/03: Kulisselageret, Horsens
18/03: Musikkens Hus, Aalborg
24/03: Posten, Odense
25/03: Radar, Aarhus
31/03: Bygningen, Vejle
01/04: Sønderborghus, Sønderborg
06/04: Gimle, Roskilde
07/04: Badeanstalten, Slagelse
08/04: Lille Vega, København

 


ANNONCE