Nyhed

Se ny video med Katinka, der har album på vej: – At vise skrøbelighed er min styrke

Den nye single, “Du Tænker Ikke”, kommer til at ligge på debutalbummet, der udkommer til marts.

Siden de blev kåret som vindere af KarriereKanonen, har Katinka imponeret mange med skæve sangtekster og underfundige lydbilleder, hvor for eksempel lyden fra et hårspænde eller et brusehoved er grundingrediens.

Snart kan Katinka tilføje debutalbummet “Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse” til bagkataloget, men allerede nu kan vi prøvesmage lyden af den nye plade. “Du Tænker Ikke” er det seneste skud fra Katinka, hvortil Katinka Bjerregaard, producer Simon Ask og en ven har lavet en low-key, akustisk video til sangen. I den forbindelse har vi talt med Katinka Bjerregaard, forsanger og frontfigur i bandet.

Her kan du se den intime video til “Du Tænker Ikke”:

Så sent som i dag har Katinka udgivet en ny single. Hvad handler “Du Tænker Ikke” om?


– Man kan sige, at den handler om resterne af et brud og alle de detaljer, som man kan huske efter, at man er forsvundet fra en person igen. Man kan for eksempel huske, hvordan træbordet ridser ens hænder, og sommerfuglene i maven, der lige så stille bliver tunge som sten. Og så den der sætning: “Jeg tænkte bare ikke”.


Helt konkret, hvad har så inspireret dig til at skrive den her nye sang om tiden efter et brud?

– Det var fordi, jeg blev forladt af en kæreste.

Bandet Katinka er kendt for at inkorporere lyde fra ting, som man umiddelbart ikke vil forbinde med musik. Hvordan er lyden blevet til på jeres nye single?


– Denne her gang har vi faktisk brugt lidt trommer, men alting er også blevet sat igennem en forstærker, så alle lyde kommer til at virke forvrænget. Det skaber en meget stor lyd. Jeg føler, at Simon Asks komposition og arrangement af sangen er et lokomotiv, der kører hurtigere og hurtigere – og nærmest aldrig stopper igen. Igennem hele nummeret kører en støvsuger, som giver en ret vild lydflade.

I er også ude med en video til sangen. Hvorfor har I valgt at lave den low-key akustisk?

– Jeg har aldrig været bange for at vise folk, hvad jeg føler. Der er et totalt 1-1-forhold mellem mine tekster, mine sange og mig. Katinka er jo band på fire mennesker, men vi har altid gået meget op i, at jeg fik lov til at stå frem mine følelser.


Det er jo mig, som er Katinka, der bliver forladt og som skriver for at overleve frem for at drukne i små detaljer. Det er blevet min styrke at vise, at jeg er skrøbelig. Hver gang jeg giver lidt mere, bliver jeg styrket af det.

Formålet med videoen er at vise sangen på en anden måde. Det er bare mig, Simon og en ven, der filmer, som har været med til at lave videoen. Men vi vil også gerne lave den her helt håndholdte, personlige video – som det er, da vi er i vores studie, Simons lejlighed. Vi vil gerne have, at folk kommer hjem til os og ser, hvad vi laver.

Snart er I ude med et debutalbum, hvor den nye single også kommer til at ligge. Hvor er I henne i processen med det kommende album? 


– Alle sangene er skrevet, så der er Simon Ask, der er i gang med at lave den sidste finish på produktionerne. Der er ham, der sidder og sveder. Som du måske kan høre på “Du Tænker Ikke”, så vil vi også gerne udvikle os ved for eksempel at afprøve noget mere storslået. Vi bruger de samme virkemidler, men prøver at gøre vores rum større, så der både er plads til det meget stille og noget, som er lidt mere voldsomt og teatralsk.

Så hvad kan vi forvente af debutalbummet? 

–Jeg tror, at man kan forvente den samme ærlighed, men også mere musikalsk styrke. Vi sælger ikke længere kun vores følelser som små, bløde sange. Nu sælger vi dem også på en mere storslået, voldsom og aggressiv måde.


Hvornår udkommer “Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse”? 

– Til marts. Efterfølgende tager vi på Danmarksturné.

ANNONCE