Nyhed

Se den nye, flotte musikvideo fra AV AV AV til singleforløberen "About You"

Den danske producertrio lover ny musik i 2017 og har nu offentliggjort musikvideoen til den første smagsprøve

Den danske producertrio AV AV AV har offentliggjort musikvideoen til førstesinglen "About You", der viser lidt af det, vi kan forvente fra supergruppen i 2017, hvor de annoncerer, at der kommer ny musik. 

Videoen består af en lang række klip, der viser trioens arbejde med indspilningen samt en række klip fra deres mange liveoptrædener, som 2016 har budt på - blandt andet NorthSide, Roskilde Festival, Wonderfestiwall og By:Larm. 

Du kan se den flotte video i klippet herover. 


Gruppen består af August "ELOQ" Fenger, Anders "Unkwon" Dixen og Martin "Dj Er Du Dum Eller Hvad" Skovbjerg. De tre producere har længe været venner og store fans af hinanden. På trods af deres forskelligheder som producere og individuelle projekter besluttede de sig for at mødes på tværs og lave musik sammen. Uden nogen forventninger og andet mål end at hygge sig kørte de tre venner af sted til et afsidesliggende sommerhus ved Vesterhavet. De tog afsted som venner og kom hjem som et band, og fortæller: "Det at mødes på neutral grund langt væk fra byens forstyrrende elementer var altafgørende i sammensmeltningen af vore fælles kerne, og vi har siden taget turen videre til isolation på Møn, i Sverige og andre steder mindst 10-12 gange for at være sammen og skabe noget unikt fra bunden".

Det forventes, at trioen i 2017 udsender både en ep, et album og en række singler, samt en række liveoptrædener ved udvalgte koncerter og arrangementer. 

 


ANNONCE