Nyhed

Kiss til Danmark

Danmark bliver nu en del af det amerikanske bands længe ventede Europa-tour.

Den 9. maj 2017 kan du opleve det amerikanske hardrock-band Kiss på dansk grund, når de gæster Forum i Horsens.

Der bliver tale om en ganske eksklusiv koncertoplevelse, og med plads til blot 4500 tilskuere får de danske Kiss-fans mulighed for at komme rigtig tæt på den ikoniske rockgruppe.

Kiss, som har eksisteret i næsten 40 år, er kendte for deres voldsomme sort-hvide sminke samt deres vilde sceneshows. Med 44 album bag sig og over 100 millioner solgte plader på verdensplan har de for længst markeret sig som et af de største navne inden for rocken. Gruppen har brugt juli, august og september på en arena-tour i USA med masser af udsolgte koncerter, og til næste år aflægger kvartetten altså musikalsk visit i Danmark.


Da Kiss besøgte Danmark i 2010, foregik det i Gigantium i Aalborg, hvor GAFFA-anmelder Keld Rud tildelte koncerten fem stjerner og blandt andet skrev:

"Kiss er mestre i primitiv publikuminddragelse. Det viste de ved flere lejligheder. Fra primitive larmekonkurrencer mellem højre og venstre del af publikum til forskellige variationer af fællessang og række derimellem, så var det simpelt, men yderst effektivt. De er tillige showmen af karakter. Paul Stanley krukkede sig ind i publikums hjerter, Gene Simmons rullede sin tunge ud ved enhver lejlighed, og både trommeslager Eric Singer og guitarist Tommy Thayer fik hver deres øjeblik i spotlightet, hvor Thayer spillede soli og fyrede raketter af fra sin guitar, mens Singer afsluttede sin solo med at fyre en bazooka af." Hele anmeldelsen kan læses her.
 

Billetsalget starter fredag den 2. december kl. 10.00.


ANNONCE