Nyhed

Historisk: Smukfest melder udsolgt af partoutbilletter på under fem timer

Allerede før ét eneste navn er offentliggjort, har Smukfest fået solgt alle sine partoutbilletter

Smukfest har netop meldt ud, at samtlige partoutbilletter er blevet udsolgt på under fem timer. 

Billetterne til Smukfest 2016 blev i sin tid solgt i løbet af 50 dage, og i år tog det altså kun én. Det er rekordtidligt, og tilmed sker det, før festivalen har offentliggjort ét eneste navn. Som noget nyt har festivalen nemlig valgt at vente med at offentliggøre musiknavne, til man kan annoncere størstedelen af programmet.

Formand for Skanderborg Festivalklub Claus Visbye udtaler:


"Det er fuldstændigt overvældende. At kunne sælge alle vores partoutbilletter på den allerførste dag og uden at have præsenteret ét eneste navn – det er jo sådan noget, man kun kan drømme om. Vi er utrolig glade og ydmyge over for den tillid, publikum viser os på denne måde. Det vil få alle os, der laver festivalen, til at gøre alt hvad vi kan for at give vores gæster den bedste Smukfest, vi overhovedet kan lave, når det engang bliver august 2017."

Smukfest præsenterer størstedelen af sit program den 1. februar 2017, og den 8. februar starter salget af endagsbilletter.

ANNONCE