Julekalender låge 5: Hør årets bedste sang ifølge Love Shop-sanger Jens Unmack

Julekalender låge 5: Hør årets bedste sang ifølge Love Shop-sanger Jens Unmack

GAFFA har bedt en række markante og aktuelle danske kunstnere om at vælge deres yndlingssang fra 2016. Sangene får du her som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren eller bandet om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit. Vi fortsætter med Love Shops sanger og sangskriver Jens Unmack.

5. Christophe & Alan Vega: Tangerine

Jens Unmack fortæller: – 2016 blev et år, hvor meget af den centrale nye musik tog afsæt i eller handlede om forgængelighed. Fra Bowies overlegent orkestrerede afsked, over Nick Caves værk om sin tabte søn, til Leonard Cohens dødsmedidation på sit sidste album; døden syntes allestedsnærværende. Mit valg her som en af årets bedste sange lægger sig i forlængelse af det, eftersom dens sanger Alan Vega – bedst kendt som forsanger i 70’er-elektropunkpioneerne Suicide fra New York City – døde i juli, en begivenhed, der også gav genlyd her i landet, da Bruce Springsteen ved sin koncert i Horsens lagde ud med netop Suicides mægtige "Dream Baby Dream", en hyldest til netop da afdøde Vega. "Tangerine" heddder denne meget fine pop noir-sang, der udkom i april på den franske veteran Christophes nye soloalbum "Les Vestiges du Chaos". Det er umiskendeligt Alan Vega, der synger for her, som kun han kunne og gjorde det. 

Hør sangen og hele julekalenderplaylisten nedenfor.
 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA