Nyhed

Canadisk politichef beklager at have truet med Nickelback som straf til spritbilister

Det skulle have været en morsom kampagne, men endte i online-mobning

En canadisk politichef beklager nu, at han har truet med at bruge Nickelbacks musik som straf til spritbilister.

Politichefen Rob Hartlen fra Kensington State Police skrev for nylig i en nu slettet post på Facebook, at spritbilister, ud over at risikere fængsel, bøde og en frakendelse af kørekortet, også kunne se frem til at skulle lytte til Nickelbacks album "Silver Side Up" (fra 2001, med blandt andet hittet "How You Remind Me") i politibilen på vej til fængslet. Historien gik viralt, men ændrede hurtigt karakter til en diskussion for og imod Nickelback, et band der både har stor succes og samtidig har modtaget massiv kritik gennem deres karriere og ligget højt på afstemninger om verdens dårligste bands.

Nu har Rob Hartlen fået dårlig samvittighed over for sagen og for medlemmerne af Nickelback og siger derfor undskyld. På Facebook skriver han blandt andet:


"Som vi har set, blev vores lille Facebook-post en international historie. Og et sted i støjen blev vores budskab om "Don't Drink and Drive" overskygget af negativiteten mod det band, jeg sagde, jeg ville spille, hvis I kørte spirituskørsel. (...) Jeg kom til at tænke mindre på Nickelback som en "enhed" og mere på de fire fyre, fire mennesker fra Alberta, som blev trukket ind i denne internationale historie. Og jo mere, jeg tænkte på det, jo mindre sjov blev historien."

"Jeg blev beskyldt for at gøre grin med spirituskørsel. Det var jeg lamslået over. Som politichef, og som alle politichefer før mig, ved jeg, hvilke katastrofer det at drikke og køre bil kan forårsage." (...) "Hvordan kunne jeg senere i denne uge gå ind i en folkeskole i politiuniform og lære børnene, at mobning er forkert, når jeg netop har gjort det samme." (...)

Rob Hartlen slutter af med at sige, at han beklager over for de fire medlemmer af Nickelback, som han samtidig roser for at gøre meget for velgørenhed, blandt andet at have stillet hurtigt op til en støttekoncert til ofrene for den enorme naturbrand Fort McMurray i Alberta i maj, hvor 80.000 mennesker måtte evakueres, og ødelæggelserne løb op i milliarder.


Nickelback har så vidt vides endnu ikke udtalt sig i sagen. Tilbage i 2013 sagde bassist Mike Kroeger til GAFFA, at gruppen var bedøvende ligeglade med den kritik, de blev udsat for. Læs interviewet her.

Se hele Rob Hartlens Facebook-post nedenfor – og nederst Nickelbacks album "Silver Side Up", hvis du har lyst. Men husk: Don't Drink and Drive!

ANNONCE