Nyhed

Se heftig live-video med den danske stjernemusikertrio KOKS

De spiller normalt for navne som Shaka Loveless, Marie Key og Medina – nu er de gået sammen

Den danske gruppe KOKS er klar med en heftig live-video til deres sang "Tidens visere". En elektrorocket sag med ekspressiv vokal ikke helt ulig eksempelvis The Minds of 99. Se videoen ovenfor.

Bag KOKS finder man de tre musikere og venner Birk Nevel (trommer), Birk Abenth (bas) samt Carl-Erik Riestra (vokal og guitar). De tre bandmedlemmer har igennem de sidste mange år hver især spillet med nogle af Danmarks største bands såsom Marie Key, Medina, Tim Christensen og Mads Langer, The William Blakes, Shaka Loveless, Jokeren, WhoMadeWho, Aura, The Asteroids Galaxy Tour og mange flere.

Birk Nevel og Birk Abenth har kendt hinanden fra barnsben af, hvor de begge er vokset op lidt udenfor Silkeborg, og hvor musikken var en fællesnævner for de to venner. Birk Nevel og Carl-Erik Riestra kender hinanden igennem Shaka Loveless, hvor de begge er faste bandmedlemmer. Idéen til KOKS opstod ret spontant efter en Shaka Loveless-koncert og en våd bytur for Birk og Carl-Erik. Tanken om at danne et band sammen fortsatte dagen derpå, og de mødtes derfor med Birk Abenth, hvor der hurtigt opstod en god kemi.


”Vi snakkede om en hel masse musik. Og om dragter. Og om at klæde sig ud. Stadig uden at have spillet sammen… Men så fandt vi nogle datoer og tog til Bösebo i Sverige, hvor vi lånte The William Blakes' magiske hus. Der blev jammet til den lyse morgen, drukket bajere og grint rigtig, rigtig meget. KOKS er glæde til musik. Og et herligt venskab imellem os tre drenge. Vi dyrker det umiddelbare udtryk. Laver musik, vi får optur over selv at lytte på, grine af og græde til… no shit," udtaler Birk Nevel.

KOKS udsendte i september ep'en "Skyskraber" med syv numre, heriblandt "Tidens visere". De udgiver i slutningen af december to nye sange på mini-ep'en "KOKS Motor" og spiller på Fatter Eskil i Aarhus sammen med Nicotine Nerves onsdag den 11. januar 2017.

 


ANNONCE