Nyhed

The Kills til København

Garagerockduoen gæster hovedstaden til sommer

Garagerockduoen The Kills giver koncert i Store Vega fredag den 9. juni. Billetsalget begynder fredag den 16. december klokken 10.

Den amerikanske sangerinde Alison Mosshart og den britiske guitarist Jamie Hince dannede The Kills tilbage i 2001. 16 år senere og med fem album i bagagen gæster rockduoen Danmark.

The Kills skulle have spillet i Vega i august, men måtte aflyse, da Alison Mosshart havde fået lungebetændelse. Gruppen er også netop blevet offentliggjort til NorthSide 2017.

Det femte albumudspil udkom den 3. juni i år med titlen "Ash & Ice". Duoens forrige album, "Blood Pressures", blev udgivet tilbage i 2011. Siden har Mosshart haft travlt med sit sidespring som forsanger for Jack Whites rockede bluesprojekt The Dead Weather, og det er i 2017 ni år siden, bandet sidst har givet koncert i Danmark.


Da The Kills gav koncert på VoxHall i 2008, uddelte GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann fem stjerner og skrev blandt andet:

"The Kills er kort og godt et fremragende liveband. Duoens snerrende og relativt nedbarberede udtryk, der skåret ind til benet er bygget op om maskinelle trommespor, forvrængede guitar-(blues)rundgange, aggressivt pågående vokaler og en ikke ubetydelig tæft for fængende melodier vinder meget ved at blive præsenteret i live-sammenhænge som denne." Læs hele anmeldelsen her.

Varm op med videoen "Doing it to Death" fra 2016-albummet "Ash & Ice":


 

ANNONCE