Haven Festival klar med nye kunstnere – og en aflysning

Haven Festival klar med nye kunstnere – og en aflysning

Den nye københavnske festival Haven er klar med nye navne, nemlig Beach House, Perfume Genius, When Saints Go Machine og This is the Kit. Den første Haven foregår på Refshaleøen den 11. og 12. august.
 
Til gengæld må tidligere offentliggjorte Francis and the Lights desværre aflyse grundet omlænginger i turnéplanen. Francis and the Lights kan til gengæld opleves på Heartland Festival ved Egeskov Slot på Fyn i juni.

Duoen Beach House fra Baltimore består af sangerinde og keyboardspiller Victoria Legrand og guitarist Alex Scally. Gruppen albumdebuterende i 2006 og har til dato udgivet seks album med deres atmosfæriske og drømmende rock – i 2015 udgav de hele to album, "Depression Cherry" og "Thank Your Lucky Stars". De har altid fået flotte anmeldelser af GAFFA, senest for deres koncert på årets NorthSide, hvor anmelder Simon Nielsen uddelte fire stjerner. De modtog dog hele seks stjerner for deres optræden i Vega november 2015 under overskriften "Den megalomaniske finesse". Læs hele anmeldelsen her.

Perfume Genius er et alias for den Seattle-baserede sanger og sangskriver Mike Hadreas, der siden 2010 har udgivet tre anmelderroste album med eksperimenterende, personlig og dramatisk musik.

Perfume Genius gav også sit bud på The Grateful Deads "To Lay Me Down" på hyldestpladen fra 2016 til The Grateful Dead. En plade, der i øvrigt var kurateret og produceret af medlemmerne af The National, hvis dansk gifte guitarist Aaron Dessner er en af idémændene bag den nye festival. Læs om Aaron Dessners tanker om festivalen her.


Danske When Saints Go Machine kommer forbi Haven for at spille én af blot to festivalkoncerter i 2017 på dansk grund. 

When Saints Go Machine modtog prisen som "Årets Producer" ved Steppeulven 2012 og vandt samme år prisen for "Årets gruppe" ved DMA. Bandet havde med udgivelsen af deres andet album "Konkylie" fra 2011 fået et folkeligt gennembrud, og det blev i 2013 fulgt op af "Infinity Pool".

Efter udgivelsen af "Infinity Pool" og flere års turnévirksomhed har bandet holdt en længere pause for at fokusere på deres respektive andre musikalske projekter, blandt andre Cancer og Kenton Slash Demon, men i 2017 er de tilbage. 

”Vi glæder os virkelig meget til at spille koncerter som When Saints Go Machine igen til 2017. Vi er lige så småt begyndt at skrive nyt materiale, så vi kommer nok til at spille lidt ny lyd til Haven næste sommer,” siger gruppen.



This Is the Kit er også et alias, denne gang for den britiske musiker Kate Stables, der spiller alternativ folk-rock. Hun har udsendt tre album, senest i 2015 det roste "Bashed Out", der blev til i et tæt samarbejde med ovennævnte Aaron Dessner fra The National. 

Haven har tidligere offentliggjort The National, Mouse on Mars og The Danish String Quartet samt Francis and the Lights, hvor sidstnævnte dog som nævnt desværre har måttet aflyse.

Billetsalget til festivalen er i gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA