Nyhed

Saveus gæster landets fire største byer til foråret

Martin Hedegaard drager landet rundt til april

Efter en netop afsluttet efterårsturné er Saveus nu klar med fire koncerter i landets største byer i foråret 2017.

Den 24-årige sanger, sangskriver og producer har netop afsluttet en 13 koncerter lang efterårsturné, der kulminerede i et tætpakket Store Vega i København tirsdag aften. Og allerede nu er Saveus klar med en forårstour, der til april bringer ham forbi Danmarks fire største danske byer.

Saveus debuterede offentligt ved en meget rost overraskelsesoptræden til P3 Guld i 2015, hvor han fremførte debutsinglen "Levitate Me". Han blev hurtigt genkendt som Martin Hedegaard, der vandt X Factor 2008 og solgte mere end 100.000 plader med soulpop, inden han atter forsvandt fra rampelyset. Saveus er mere elektronisk, men stadig med Hedegaards sjælfulde vokal i front.


"Levitate Me" blev hurtigt et hit og ved udgangen af 2015 kåret til Årets Uundgåelige af P3s lyttere. Siden da har Saveus udgivet to nye numre, radiohittet "Everchanging" fra juni og senest en liveversion af nummeret "The Interview" i slutningen af november.

Saveus har fået flotte anmeldelser live, og på årets Spot Festival blev det til hele seks stjerner fra GAFFAs Mette Meyer Christensen, der blandt andet skrev:

"Pludselig var det som om, at vi alle sad i en mastodont af en mørkbelagt kirke i Amerika og velvilligt modtog Hedegaards eminente, energiske prædiken. Spontan dans opstod ude i siderne i Store Sal, og under det fængende nummer ”Everchanging” med kvindelig korsang i det fjerne rejste publikum sig og klappede i komplet respekt." Læs hele anmeldelsen her.


Saveus har med blot to numre ude over tre millioner streams på Spotify, men har varslet en ep i starten af det 2017.

Se Saveus fremføre "The Interview" ved en livesession:


SAVEUS - The Interview (Studio Session) from Copenhagen Records on Vimeo.

 

 


Oplev Saveus her:

On. 26. apr.: Odense, Posten

To. 27. apr.: Aalborg, Skråen


Fr. 28. apr.: Aarhus, Train

Lø. 29. apr.: København, Store Vega

 


Billetsalget er i gang.

ANNONCE