Mød Franz Beckerlee, Magtens Korridorer, Kasper Eistrup og mange flere på Music Days i Odense

Mød Franz Beckerlee, Magtens Korridorer, Kasper Eistrup og mange flere på Music Days i Odense

I weekenden den 10.-12. marts fyldes det nye kongres- og kulturhus ODEON i Odense af musikere, producere, sangskrivere og andre fra musikkens verden. Musik, ord og events flettes sammen i et tæt og varieret program med noget for alle musikelskere.

Music Days er således begyndelsen på en ny musikbegivenhed, hvor alle musikelskere kan komme tæt på musikken og dem, der laver den.

Blandt de aktører fra musiklivet, man kan opleve i samtaler til Music Days i 2017, er:
Kenneth Bager, Franz Beckerlee (billedet), Steffen Brandt, Carpark North, Cutfather, Jacob Dinesen, Kasper Eistrup, Folkeklubben, Jakob Groth, Kristina Holgersen, Poul Krebs, Lars Lilholt, Magtens Korridorer, Flemming Rasmussen, Søren Rasted, Pernille Rosendahl, Kira Skov og mange flere. Nye deltagere vil blive præsenteret løbende frem mod Music Days.

Music Days kommer til at byde på artist talks, fotoudstillinger, demonstration af grej og gear, salg af vinyl, cd’er og musikbøger, musikbiograf, foredrag og tilstedeværelse af koncertarrangører, producere, sangskrivere, musikuddannelser med flere.

GAFFA-Prisen afholdes også som del af Music Days i ODEONs store sal, lørdag aften d. 11. marts.

Carl Erik Hesseldal, daglig leder af Music Days, fortæller:

”Der findes en række gode og velbesøgte festivaler samt masser af gode spillesteder i Danmark. Musikken spiller året rundt. Men der mangler et sted, hvor man kan komme helt tæt på musikken og dem, der laver den. Vi har modeuge, designmesse, bogforum og et årligt folkemøde, og alle disse steder kommer publikum tæt på meningsdannere, forfattere, designere med flere. Men vi har ikke et sted, hvor musikelskere kan gå hen og møde dem, der laver musikken, høre de gode historier og dyrke musikken på en anden måde, end når man går til koncert. Det vil vi gerne med Music Days ændre på.”

Music Days arrangeres af en gruppe af erfarne kræfter fra den danske musikbranche:
Bo Andersen (til daglig direktør for Skandinavian Booking Management), Poul Martin Bonde (til daglig kommunikationschef og talsmand for Smukfest samt formand for Dansk Live) og Carl Erik Hesseldal (mangeårig messearrangør og daglig leder af Music Days). Programgruppen har en håndfuld andre etablerede aktører fra musikbranchen tilknyttet.

Music Days arrangeres med støtte fra blandt andet Odense Kommune, Royal Unibrew og Ticketmaster.

 

Facts:

Dato: 10.-12. marts 2017

Sted: ODEON, 5000 Odense C

Mere info og billetsalg på: www.musicdays.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA