Også blandt andre Prophets of Rage kan opleves ved koncerten
Supergruppen Audioslave, bestående af Soundgarden-vokalist Chris Cornell samt Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk fra Rage Against The Machine, har ikke givet koncerter sammen siden desember 2005, men i forbindelse med en protestkoncert mod den kommende amerikanske præsident Donald Trump går bandet i denne uge sammen på scenen igen i Los Angeles.
Ud over Audioslave skal Prophets Of Rage – også med Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk som centrale medlemmer – Jackson Browne, Vic Mensa, Jack Black og The Los Angeles Freedom Choir optræde ved koncerten på Teragram Ballroom 20. januar – samme dato som den nye præsident officielt tages i ed.
"The Anti-Inagural Ball er en fejring af modstand. Modstand mod racisme. Modstand mod sexisme. Modstand mod homofobi. Modstand mod mobning. Modstand mod naturødelæggelser. Modstand mod facisme. Modstand mod Donald Trump. Vi stirrer ned i løbet på et dystopisk mareridt, hvis ikke vi gør noget NU, hvis ikke vi slår tilbage NU. Vi kommer til at skabe "No Trump Zones" i hele landet; i vore hjem, på vore skoler, på vore arbejdspladser, på vore koncertscener. Dårlige præsidenter fører til god musik. Bliv hos os og lad os spille højt sammen for at forsvare vore rettigheter, vort land og vor planet," skriver bandet i en udtalelse gengivet i Consequence Of Sound.
Audioslave var aktive fra 2001-2007 og udgav tre album, "Audioslave" (2002), "Out of Exile" (2005) og "Revelations" (2006).
Se musikvideoen til Audioslaves "Like a Stone" fra 2002: