Nyhed

Celine Dion giver dansk koncert

Divaen gæster landet til sommer

Céline Dion giver koncert i Royal Arena 15. juni. Det bliver hendes første koncert i Danmark siden Parken i juni 2008, altså for ni år siden.

Céline Dion er en af de mest succesfulde sangerinder i pophistorien. Hun har utallige internationale nummer 1-hits på cv'et, blandt andre "The Power of Love", "It's All Coming Back to Me Now" og nummeret fra Titanic-filmen, "My Heart Will Go On".

Dion rundede sidste år sit tusinde show på Caesars Palace i Las Vegas, en stort anlagt produktion betitlet "Céline", som har kørt siden 2011.

Til sommer gælder det Europa, og turnépremieren finder sted i København. Selv udtaler hun om den kommende turné:


"Jeg glæder mig så meget til at komme til Europa til sommer, disse smukke byer rummer nogle særlige minder for mig, og jeg er virkelig spændt på at komme tilbage og se alle mine fans igen."

Céline Dion har solgt mere end 250 millioner album, hun har modtaget 5 Grammy-priser, 2 Oscars, og i 2004 modtog hun en "Diamond Award" i Monaco for at være den bedst sælgende kvindelige performer nogensinde. Senest modtog hun sidste år den prestigefulde "Icon Award" i forbindelse med amerikanske Billboard Music Awards.

GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr var, trods alle priserne og salgstallene, lidt mellemfornøjet med koncerten i Parken i 2008, som hun tildelte tre stjerner og skrev følgende om:

"Der er ingen tvivl om, at de knap 40.000 fans fik, hvad de kom for – voluminøse ballader, masser af glitter og Las Vegas, og naturligvis en perlerække af sangbare hits, men så stoppede det også der. Vi fik langtfra det ekstra boost. Det dér, der gør, at man tager hjem med et smil på læben og en god følelse i kroppen, og jeg må indrømme, at med så stort et navn på besøg, så var det vel det mindste, man kunne forvente. En forløsning. Men nej. Måske kan man blive for professionel?" Læs hele anmeldelsen her.


Billetsalget begynder 3. februar klokken 10.

Varm op med klassikeren over dem alle, "My Heart Will Go On", fra "Titanic"-filmen fra 1997:


ANNONCE