Hør ny sang fra London Grammar – og se videoen her


I går aftes afslørede den britiske trio London Grammar endnu en forsmag på deres kommende andet album ved at udgive en ny sang kaldet ”Big Picture”. Du kan se den foroven.

I december vendte det elektroniske indieband tilbage efter et par års pause med singlen ”Rooting for You”. Trioen har været på turné lige siden og kommer også et smut forbi den fynske Heartland Festival i starten af juni.

Det kommende album er efterfølgeren til debutalbummet ”If You Wait” fra 2013, som fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet kaldte forsangerinde Hannah Reids stemme smuk og dragende. Du kan læse hele anmeldelsen her.

Den nye single viser da også Hannah Reids smukke vokal, mens de sparsomme guitarlinjer og den lette bund af synthesizer, rytme og percussions giver sangen en flyvende lethed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA