Nyhed

Bornholmske Wonderfestiwall er klar med de fire første navne

GAFFA – alt om musik

Igen i år byder solskinsøen Bornholm danske musikelskere indenfor til en intim festival. Wonderfestiwall startede i 2008, og siden da har den vokset sig større med årene. I år kan festivalen fejre 10-års jubilæum, når den løber af stablen den 17. august til den 20. august.

Wonderfestiwall er nu klar med de første navne til årets musikprogram, og festivalen er dermed beredt på at indtage sin vante plads på det nordlige Bornholm endnu en gang. De fire første navne er:

 


Suspekt

Den knap så stuerene danske trio er en af Danmarks mest kendte og populære rap-grupper. Siden gruppens selvbetitlede debutalbum i 1999 har trioen udgivet fem album. Deres seneste album ”V” fra 2014 fik en varm modtagelse af GAFFAs anmelder, der gav albummet fem stjerner og skriver om gruppen, at ”det er cool, at de tør kaste sig ud i noget, der ikke sådan ligger lige for”. Du kan læse hele anmeldelsen her.

17. februar udgiver Suspekt så deres sjette album, "100% Jesus", som du kan se og høre en forsmag på nedenfor.

 


Phlake


Ligesom sidste år vil Phlake igen være at opleve på Bornholm i år. Ved udgivelsen af sin førstesingle ”Pregnant” fra 2015 og det efterfølgende album ”Slush Hours” proklamerede duoen, at deres lyd bedst kan beskrives som rhythm’n’balls, fordi de mikser den fløjlsbløde rytme fra r’n’b med det hårde udtryk fra hiphoppen. Om albummet skriver GAFFAs egen anmelder: ”Slush Hours byder på en palet af forførende melodier og bevægelige rytmer.” Hele anmeldelsen kan du læse her.

 


Karl William

I 2013 lagde Karl William som 18-årig sin debutsingle ”Kostumeramt” på nettet, og sidenhen er det blevet til både debut-ep'en "Døende" fra 2014, debutalbummet "Placebo" fra 2015 og ep'en "Livet" fra 2016. ”Knægten har utvivlsomt et godt øre for melodier og rammer med sin sound godt ind i tidens trend,” skriver GAFFAs anmelder om Karl William i sin anmeldelse af debut-ep’en ”Døende” (læs hele anmeldelsen her). Alt tyder desuden på, at Karl William snart er klar med nyt materiale, idet han udtaler: ”Jeg har brugt de sidste mange måneder i studiet med en masse forskellige musikere og har lavet ny musik,” og fortsætter ”Vi har arbejdet hårdt på at give publikum noget ny musik, vise et nyt udtryk på scenen.”


 

Anya

Den danske sangerinde Anya kombinerer sin luftige, karismatiske vokal med elementer af hiphop, jazz og soul i et elektronisk r’n’b-univers. I 2015 udgav sangerinden sin debut-ep ”The Credit”, der gav hende priser ved Scandinavian Soul Award for bedste single med ”Greet Me” og Politikens Ibyen-pris i kategorien ”Årets upcoming”. Albummets essens betegnede GAFFAs anmelder Rosa Louise Stilgren som ”en engleblid vokal og en bund, der forsøger at give udtrykket lidt grovere træk”. Du kan læse hele anmeldelsen her.

ANNONCE