Nyhed

Turnéaktuelle Rasmus Walter: Kortærmede viskose-skjorter på scenen fungerer efter 15 år i denim

Vi har stillet den turnerende sanger og sangskriver en stribe spørgsmål om hans Danmarksturné

Rasmus Walter er i gang med anden uge af sin lange Danmarksturné i anledning af sit fjerde soloalbum, "Himmelflugt", der udkom i november. Vi har stillet ham en stribe spørgsmål om de kommende koncerter.

Hvad kan vi forvente af koncerterne?

– Vi er gået all in på produktionen i forhold til lyd og lys. Så der skulle gerne være lidt at se på og selvfølgelig en masse at høre på. Jeg tror, det er første gang, jeg har ni sange med fra en ny plade, så der vil være en masse nyt blandet med masser af det gamle. Folk kan forvente et band, der har gjort sig umage og læst på lektien. Vi glæder os til at komme rundt i hele landet med en forhåbentlig smittende spilleglæde og et nærvær, der gerne skulle kunne mærkes.

Hvordan er det gået i øvelokalet?
 
– Det er gået langsomt, men godt. Med ni nye sange, der skal ind i systemet, kan det godt tage lidt tid at komme hen til et sted, hvor man ren faktisk føler sig hjemme i det. Når man øver, handler det tit om at lære en masse ting udenad. Det er først foran et publikum, at man begynder at få en fornemmelse for, hvordan nummeret skal udføres, og hvilken rolle man har i det. 

Hvad gør du, lige inden du går på scenen?
 
– Danner en lille cirkel med drengene, og så beslutter vi os for, hvem der har den i dag. Der er noget meget rart i, at man lige udpeger en general for aftenens koncert... Den går så lidt på tur, afhængigt af, hvem der har sovet mest.
 
Hvad står der på din forplejningsliste?
 
Et måltid mad, et par flasker vin og noget mørk rom. Meget mere skal der ikke til.

Hvad hører I i turbussen?
 
– Jeg må indrømme, at det bliver til meget lidt musik og fælleslytning. Der går meget Netflix og hørebøffer i den rundt på sæderne. Vores chauffør og tourmanager bestemmer, hvad der ryger ud af højttalerne, og vi er begge to meget enige om, at den tidligere Mew-guitarist Bos nye projekt Turbolens med børn i bandet er fantastisk. Der er vist kun et nummer ude indtil videre, men det kan stærkt anbefales.

Hvordan ser en typisk dag ud på din turné, når du ikke står på scenen? Med andre ord: Hvad laver du mellem koncerterne?
 
– Mange af vores koncerter er i Jylland, og det gør, at vi ofte har base i Aarhus. Band og crew tager på hotel, og jeg overnatter som regel hos min far. Så det bliver mest til noget hjemmehygge og noget uafbrudt søvn. Jeg har en lille pige på ni måneder, der meget gerne vil snakke med sin far om natten, så der skal indhentes lidt søvn.

Hvad har du med, når du er på turné – altså ud over din guitar?


– En taske med noget tøj i. Har fået en fetish på denne tour med kortærmede viskose-skjorter til scenen. Det lyder lidt mærkeligt, men det fungerer efter 15 år i denim.

Du er også aktuel med en ny single fra albummet "Himmelflugt", "Frit fald", kan du fortælle lidt mere om den?

– "Frit Fald” var den sidste sang, der blev skrevet til ”Himmelflugt”. Efter at havde været på Grøn Tour med Shaka Loveless fik jeg lyst til at skrive noget musik sammen med ham og hans faste producer Fridolin Nordsø. Jeg har mere og mere på det sidste haft lyst til at arbejde sammen med andre musikere og udvide mit udtryk. Det var i sidste øjeblik, inden pladen skulle sendes i trykken. Vi mødtes i studiet og kom op med denne sang; det faldt mig heldigvis overraskende naturligt at skrive sammen med andre. ”Frit Fald” handler om at kaste sig ud i livet og om ikke at være bange for at forlade det trygge og velkendte. At turde at tage skridtet hele vejen og se, hvad der så sker.


 

Rasmus Walters turné fortsætter til:

9. februar: Roskilde, Gimle


10. februar: Rødovre, Viften

11. februar: Frederiksværk, Gjethuset

16. februar: Kolding, Godset


17. februar: Herning, Herning Kongres Center

18. februar: Vejle, Vejle Musikteater

23. februar: Køge, Bygningen 


24. februar: Svendborg, Kulturhuset

25. februar: Odense, Magasinet

2. marts: Sønderborg, Sønderborghus


3. marts: Esbjerg, Tobakken

4. marts: Vordingborg, Stars

9. marts: Frederikshavn, Det Musiske Hus


10. marts: Struer, Folkets Hus

11. marts: Aalborg, Royal Stage

16. marts: Helsingør, Toldkammeret


18. marts: Holbæk, Elværket

23. marts: København, Store Vega

24. marts: Rønne, Musikhuzet


25. marts: Greve, Portalen

 

Varm op med den nye single, "Frit fald":

 

ANNONCE