Nyhed

Lukas Graham på den røde Grammy-løber: Muslimer i dag bliver behandlet som jøder under 2. Verdenskrig

Der var skarpe ord fra sanger Lukas Forchhammer

I nat dansk tid fandt det 59. Grammy-show sted i Staples Center i Los Angeles. Blandt de optrædende var Lukas Graham, som desuden var nomineret til hele tre priser – Record Of The Year, Song of the Year og Best Duo/Pop Group Performance, men måtte gå tomhændede hjem. Adele vandt de to førstnævnte kategorier med sangen ”Hello”, mens Twenty One Pilots tog prisen Best Duo/Pop Group Performance med "Stressed Out".

Inden showet blev Lukas Graham interviewet på den røde løber af CBS News, hvor journalist Vladimir Duthiers blandt andet spurgte gruppen om deres syn på fremkomsten af ekstreme højrefløjsbevægelser og -partier i Europa i de senere år, blandt andet i Frankrig, hvor Duthiers har rødder. Det førte til følgende svar fra sanger Lukas Forchhammer:

"Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet 'muslim' og erstattede det med ordet 'jøde', så ville vi være i en 2. Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer i stedet for jøder," sagde Forchhammer og fortsatte: "Når alt kommer til alt, er kristendommen, islam og jødedommen den samme religion, det er en monoteistisk idé – i stedet for at kæmpe over det, skulle vi elske med hinanden for det."


Se interviewet ovenfor, hvor ordene falder efter lidt mere end fire minutter.

ANNONCE