Nyhed

Jason Isbell and the 400 Unit giver koncert i Danmark

Den populære amerikanske country/rock/folk-singer-songwriter og hans band besøger landet til efteråret

Den populære amerikanske country/rock/folk-singer-songwriter Jason Isbell er på vej med et nyt album, hans sjette i eget navn. Det bringer i efteråret ham og bandet The 400 Unit forbi DR Koncerthusets Koncertsal, hvor de giver koncert 14. november.

Jason Isbell indledte karrieren som del af det stadig aktive band Drive-By Truckers, men i nu ti år har han begået sig som solist. Hans seneste album, "Something More Than Free" fra 2015, gik direkte ind som nummer et på Billboards Rock, Folk og Country-hitliste og indbragte derudover to Grammyer for bedste Americana-album og bedste American Roots-sang ("24 Frames").

Herhjemme har singer-songwriteren også nydt pæn succes. Hans planlagte koncert i Lille Vega i januar 2016 blev flyttet til Store Vega, som senere meldte udsolgt, og i august var han et af hovednavnene på Tønder Festival.


Begge Isbells to danske koncerter i 2016 fik fine anmeldelser af GAFFA – Vega-koncerten modtog endda hele fem stjerner af Peter Lykke Madsen og blandt andet følgende ord:

"Hjemme i USA er Isbell da også, sammen med sjælevennerne Sturgill Simpson og Chris Stapleton, blevet gjort til frontfigur i en slags revitalisering af en countrygenre, som mange mener er forsvundet i drengerøve og bling. Isbell derimod er the real deal. Han har levet et liv som kan måle sig med Hank og Johnny, og han kan skrive sange, som med tiden må måles op imod de samme legendariske forbilleder. "Alabama Pines", "Travelling Alone" eller aftenens lukker "Codeine" er bare tre eksempler på mesterlig sangskrivning." Læs hele anmeldelsen her.

Billetsalget begynder 17. februar klokken 10.00


Varm op med "24 Frames":

 


 

 

ANNONCE