Nyhed

Danskhedsdebatten fortsætter: Thomas Buttenschøn slår hånden i bordet

Sangeren og sangskriveren er decideret træt af pis

Debatten om Danmark og dansk kultur er intensiveret yderligere, efter at der er blevet ført heftig cyber-krig på de sociale medier. Nu melder Thomas Buttenschøn sig også ind i kampen.

Siden opstarten og offentliggørelsen af den daværende kulturminister Bertel Haarders Danmarkskanon, har der hersket en voldsom debat omkring, hvad der i grunden kan betegnes som danskhed. Nogle mener, at det har været medvirkende til at give os en fælles identitet og sammenhold, for andre har det været en grænsedragning a la europæere i kolonialismens tid. Med andre ord ofte fuldstændigt ude af kontekst.

9. februar vedtog et snævert flertal i Folketinget på 55 mod 54 følgende formulering på opfordring fra Dansk Folkepartis udlændigeordfører Martin Henriksen:


"Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark".

Bag vedtagelsen stod partierne Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Debatten er fortsat, efter at Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, forleden har udtalt til Jyllands-Posten: "Vi mener, at de, der kommer her til landet, langt hen ad vejen skal blive som danskere er flest, og for at blive det skal man kende kristendommen og dens betydning for det danske folk. Og man skal deltage i den del af vores kulturpakke for at opleve de ting, som samler flertallet af befolkningen i nogle fælles ritualer og traditioner."


Debatten har nu fået sangeren og sangskriveren, Thomas Buttenschøn, til at sige fra på Facebook igennem en opdatering, hvor han påpeger:

”Jeg har en søn, han hedder også Jens. Jens Buttenschøn, med dansk ø, præcis som sin tiptipoldefar. Men min søn Jens, er ifølge den ophedede debat om danskhed ikke længere rigtig dansk. Fordi min mor hedder Sara, og hun er fra Afrika.”

”Hvad fanden har I gang i?”


Opslaget er blevet delt over 1000 gange på halvandet døgn.

Det er ikke første gang, at man ser en musiker og politiker være uenige i sådan en diskussion, men i dette tilfælde synes Buttenschøn at have bred opbakning i sin udtalelse, eftersom medlemmer af oppositionspartierne, blandt andre Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper også har været ude at tage afstand fra formuleringen i folketingsudtalelsen og fra Martin Henriksens udtalelse.


Buttenschøn har været ganske produktiv på det musikalske plan med det engelsksprogede "Cana’s album fra 2015" og børnealbummet ”Bare kald mig Tofte” fra sidste år. Måske kan man nu forvente mere politisk rettede udgivelser fra musikerens hånd efter udtalelser som denne?

ANNONCE