Nyhed

Analysespecialist: Her er Radioheads mest triste sang

Den britiske rockgruppe er kendt for at lave nogle meget triste sange, og nu har en amerikansk analysespecialist fundet frem til Radioheads mest bedrøvede sang.

Den britiske rockgruppe Radiohead har været kendt for at lave nogle meget triste sange, og nu har en amerikansk analysespecialist fundet frem til deres mest bedrøvede sang.

Analysespecialisten, hvis navn er Charlie Thompson, har på sin blog med hjælp fra Spotify-data lavet en udførlig analyse af Radioheads sange og album gennem tiden. På baggrund af algoritmer for sangenes lyd, lyrik og lyriske tæthed har han fundet frem til følgende:

Hvis man kigger på graden af positivitet i sangenes lyd, er Radioheads mest triste sang ikke blot én, men to sange: "True Love Waits" og "We Suck Blood", der begge har den samme lave grad af positivitet i lydbilledet. Men da en sangs lyrik kan pege i en anden retning end lyden, er det dog ikke nok kun at kigge på sangenes lyd. 


Ved kun at se på antallet af triste ord i Radioheads sange, er "High and Dry" den mest triste med sin hyppige fremkomst af ord som "broke", "fall", "hate", "kill" og "leave", der fylder over en tredjedel af sangen, hvilket også skyldes omkvædets linje "Don't leave me high, don't leave me dry."

Man skulle tro, at man så kunne finde frem til den mest triste sang ved blot at sammenholde graden af positivitet i lyden med antallet af triste ord, men så nemt er det ikke. Radioheads sange er nemlig ikke lige lange og har heller ikke lige mange ord, så Thompson var også nødt til at medregne, hvor mange ord, der var i hver sang i forhold til deres længde – deres såkaldte lyriske tæthed.

Ved at kombinere de tre faktorer fandt han den endelige vinder: "True Love Waits", der også havde den mindst positive lyd, og som kom på fjerdepladsen over flest triste ord, er Radioheads mest triste sang overhovedet. Du kan høre sangen forneden.


Analysespecialisten fandt desuden frem til, at Radioheads seneste album "A Moon Shaped Pool" fra 2016 er det mest triste album. Det skyldes især, at den sidste sang på albummets trackliste netop er "True Love Waits". Nummeret er dog gammelt og har været spillet af Radiohead live siden 1995.

ANNONCE