Nyhed

Bassist og komponist Nicolai Munch-Hansen er død, 39 år

Tragisk nyhed i den danske musikbranche

Den danske bassist og komponist Nicolai Munch-Hansen afgik ved døden mandag aften den 20. februar, 39 år gammel.

Dødsårsagen er endnu ukendt, men skyldes formentlig en utilsigtet fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol. 

Nicolai Munch-Hansen var gift med sangerinde og sangskriver Kira Skov og efterlader sig to børn, Nora på 14 fra et tidligere forhold og Morgan på 4.


Kira Skov udtaler følgende:

“Det er så ubegribeligt, at vores elskede Nicolai skulle gå bort under disse tragiske omstændigheder. Vi er lammet af sorg og afmagt, men omringet af vores nære familie og venner, som hjælper os igennem denne ulykkelige tid”. 

Kira Skov er aktuel med udgivelsen af albummet "In the Beginning" den 3. marts, et samarbejde med saxofonisten Maria Faust. Alle kommende koncerter i den forbindelse er udskudt på ubestemt tid, og familien beder om ro til at bearbejde sorgen.


Nicolai Munch-Hansen udgav flere soloalbum og medvirkede på en lang række plader i mange forskellige musikalske sammenhænge inden for både jazz og rock og spillede med blandt andre Tim Christensen, Jens Unmack, Steffen Brandt, Nikolaj Nørlund, Caroline Hendersen og John Tchicai. Han kom med i bandet Kira and the Kindred Spirits i 2005 og har siden arbejdet tæt sammen med Kira Skov både live og på adskillige album. Hans sidste udgivelse blev albummet "Det flimrende lys over Brabrand Sø" udgivet i november 2016. Her havde han sat musik til digte af Peter Laugesen, og numrene blev sunget af Kira Skov, Steen Jørgensen fra Sort Sol, Anna Brønsted og Nicolai Munch-Hansen selv. Albummet fik fem stjerner af GAFFAs Ivan Rod under overskriften "Prisværdigt udspil med forrygende flotte vokale præstationer". Læs hele anmeldelsen her.

Nedenfor kan du se musikvideoen til sangen "Brev til Sonny Boy" fra albummet "Det flimrende lys over Brabrand Sø" og høre hele albummet.

Læs en mere udførlig nekrolog af GAFFAs mangeårige jazzspecialist Ivan Rod her.


 

 

ANNONCE