Ny dansk festival offentliggjort – The Savage Rose er på plakaten

Ny dansk festival offentliggjort – The Savage Rose er på plakaten

“Badesøen” er navnet på en ny festival, der er stablet på benene af The Lake (internetradio skabt af blandt andre Efterklang), Forbrændingen (spillested i Albertslund) og Prxjects by Mercedes-Benz (kulturlaboratorium, der har udgivet videoer for Soleima og Liima). Den kommer, som navnet indikerer, til at foregå ved en badesø – nemlig Friluftsbadet Badesøen i Albertslund den 29. juli.

Det legendariske danske rockband The Savage Rose er blevet præsenteret til at skulle spille til Badesøen i forbindelse med bandets 50 års jubilæum.

Derudover er Peter Broderick – blandt andet tidligere live-medlem af Efterklang – præsenteret til en koncert med titlen “Peter Broderick sings Arthur Russell. Ligesom New York-kunstneren Arthur Russell (1951-1992) er Peter Broderick sanger, komponist og multiinstrumentalist, og ligesom Arthur Russell har Peter Broderick arbejdet på tværs af genrer over en lang række udgivelser. Der bliver præsenteret flere artister senere.

Man vil også kunne opleve performances, minikoncerter og gæster i studiet hos The Lake, der live-transmitterer imellem koncerterne.

The Lake er en eksperimenterende dansk internetradio og musikplatform, som er grundlagt af blandt andre Efterklang. Rasmus Stolberg fra The Lake og Efterklang fortæller:

– De seneste to år har vi afholdt By The Lake i Berlin ved den smukke sø Weißer See. Nu tager vi konceptet til Danmark og ud til det dejlige friluftsbad i Albertslund, som er den perfekte ramme om en udflugt for alle nysgerrige sjæle. Vores ambition er, at Badesøen bliver den bedste sommerdag i 2017 og et musikarrangement med inspirerende stemning og indhold, som ikke findes andetsteds i det danske festivallandskab.

Den 29. juli @ Friluftsbadet Badesøen, Albertslund

Lyt til The Savage Rose med "Wild Child" fra 1973-albummet af samme titel:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA