Bisse erstatter Mew til GAFFA-Prisen

Bisse erstatter Mew til GAFFA-Prisen

GAFFA-Prisen 2016 er desværre blevet ramt af et beklageligt afbud. Mew aflyser deres optræden til showet, der afholdes på lørdag i Odeon i Odense. Begrundelsen er, at bandet ikke ønsker at optræde på samme scene som bandet Turbolens, anført af den tidligere Mew-guitarist Bo Madsen, der forlod bandet i sommeren 2015.

“GAFFA er naturligvis kede af, at Mew har valgt at aflyse på dette grundlag, men vi kan ikke give køb på vores redaktionelle frihed til at vælge, hvem der optræder til vores arrangement,“ siger GAFFAs direktør Robert Borges

Mew bliver afløst af Bisse, der med kort varsel har sagt ja tak til at spille live til showet. Bisse har udgivet hele fem album på bare to år og har fået masser af anmelderroser og adskillige priser, ikke mindst for den seneste udgivelse, dobbeltalbummet “Højlandet” fra efteråret 2016. Et album, der blandt andet indeholder hittet “Seks hjerter”. Bisse er også kendt for sine ekspressive og højenergiske koncerter, som gang på gang har givet ham lovprisninger fra kritikerne.

GAFFA-Prisen sendes klokken 21 på lørdag den 11. marts på DR3. Til showet optræder foruden Bisse og Turbolens også Simon Kvamm, Kellermensch, Katinka, Soleima og Aksglæde.

Der er få billetter tilbage til GAFFA-Prisen på Ticketmaster.dk

Varm op med Bisses "Seks hjerter".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA