Nyhed

Dobbelt GAFFA-Prisvinder Mads Langer: Folkets stemme er stærkere end alt andet

Den folkekære Mads Langer stjal rampelyset, da han holdt en politisk takketale, som fik publikum op af sæderne.

Som vinderen af priserne ”Årets Danske Pop-udgivelse” og ”Årets Mandlige Kunstner” kunne Mads Langer markere sit tiende år på den danske musikscene. Efter showet fangede vi den beskedne jyde til en snak om publikums betydning for musikken.

Hvad er din reaktion på at have vundet lige netop de her priser?

– Det var dejligt, rørende og stort klap på skulderen, som jeg tager til mig. Det er altid noget særligt, når man bliver hyldet af de folk, som lytter til ens musik. Folkets stemme er stærkere end alt andet, så det betyder noget helt særligt for mig at have hele to GAFFA-priser. Jeg bruger jo hele mit liv på musik – og ekstremt meget tid på at forfine mit udtryk og gøre mig umage hver dag. Derfor er det dejligt, at der bliver lagt mærke til det, samt at det bliver værdsat en aften som i aften.


Havde du selv forventet at vinde de her to priser?

– Nej, jeg tror, at jeg har prøvet at sidde der mange gange, hvor jeg har siddet der uden at vinde. Når jeg går til sådan et show her, så går jeg ind til det uden de store forventninger, men det er klart, at når man er nomineret til fem priser, så håber man da i hvert fald på at få én med hjem, så jeg er glad for, at jeg fik to.

Var det de to, som du håbede på at vinde?


– Ja, den jeg havde håbet mest på var ”Årets mandlige kunstner” – og den fik jeg, så det var dejligt.

Du holdt en meget politisk takketale, da du var på scenen for anden gang, og kritiserede blandt andet regeringens uddannelsesloft, som du sagde ikke fremmede kreativitet og nytænkning, som Danmark skal leve af fremover. Hvordan balancerer mellem du mellem at udtale dig om politik – og så samtidig være en folkekær musiker?

Jeg føler mig frem. Jeg har ikke en færdigskrevet plan – og jeg havde heller ikke en færdigskrevet tale i aften. Det er noget med bruge sin mavefornemmelse og være bevidst om sin position. At være bevidst om det ansvar, man har som offentlig person, hvor man har en platform tilgængelig.


Har du ellers gang i nogle spændende samarbejder?

– Jeg synes, jeg har nogle spændende folk i spil i Los Angeles; både producere og sangskrivere samt musikere i London, som blandt andet har været ind over Amy Winehouses band. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Hvad skal du lave i 2017?


– Jeg skal ud at rejse med min musik.  Jeg skal til Tyskland og USA for at se, hvad min musik kan derude. Så skal jeg indspille nye sange i London, LA og Stockholm. Så det står dels på kreativitet og skrive nye sange, dels på at arbejde videre på at gøre platformen større i udlandet større og stærkere. Til sidst har jeg også nogle koncerter i Danmark, blandt andet to koncerter på Smukfest – både en solo og en med band.

ANNONCE