Rockens gamle drenge er tilbage på den danske musikscene med hele to priser
Trods mange nye og spændende kunstnere blandt de nominerede formåede Dizzy Mizz Lizzy alligevel at løbe af sted med både ”Årets Danske Udgivelse” og ”Årets Danske Rock-udgivelse” til GAFFA-Prisen. Vi mødte Dizzy Mizz Lizzy til en snak om tidens forventninger til danske kunstnere.
Hvad er jeres reaktion på at have vundet lige netop denne kategori?
Trommeslager Søren Friis: – Den er god. Hvordan skal man reagere på at vinde sådan en pris? Det har været rigtig, rigtig, rigtigt fedt at få den.
Forsanger og guitarist Tim Christensen: – Vi er en ældre generation, så vi var jo bare glade for at være med i feltet.
Søren: – Fedt at være med igen efter så lang tid. Vi er jo glade for pladen – ellers havde vi ikke lavet den.
Bassist Martin Nielsen: Det er jo en flippet fornemmelse. I 1995-1996 fik vi en form for pris, men der var jo ikke noget show – det kom først senere. Så står man her rigtig mange år senere; det er mærkeligt, men super fedt. Vi har jo ligesom haft vores ”prime-periode”, hvor vi var hotte.
Tim: – Ja, men nu er vi hotte igen!
Havde I forventet at vinde de to priser?
Søren (griner): – Nej, vi havde forventet at vinde ”Årets Kvindelige Kunstner” – men det gjorde vi ikke.
Tim: – Det fede ved at få de her priser er, at så har vi faktisk gjort noget godt. Vi er på igen. Det er en god anerkendelse.
Hvad gør I for at hamle op med alle de her nye kunstnere?
Martin: – Det skal vi ikke. Der kører en anden verden. Folk skal have lov at vælge, om de vil det her eller noget andet, men de skal selv væge.
Tim: – Ja, vi skal væres os, og de skal være dem.
Martin: – På den måde er det rart at have noget distance.
Tim: – Vi er jo bare os selv og gør det vi gør – og det er der åbenbart mange, som synes er fedt, så der er plads til det. Det er sjovt, at vi kan gå ind og blande os i det nye slæng med prisshow. Der har været lidt aldersfascisme, så det er fedt at gå med en pris til GAFFA-prisen.
Martin: – Men vi kan ikke sammenlignes med nogle af de bands, som har spillet i aften. Der er jo ikke noget ny, dansk rock – men I kommer bare.
Tim: – Førhen var det meget tættere rent stilistik, men det er rart at se, at der noget energi, adspredelse og noget guitar – det kan jeg jo godt lide.
Martin: – Det er rart at se noget, men ellers ikke ville høre.
Gør det en forskel, at det er publikum der bestemmer?
Martin: – Det er helt klart en anderkendelse, at det er dem, som hører rockmusik ude i marken, der har bestemt, at vi skulle vinde. Det er fantastisk.
Tim: Hvis man endelig skulle være kritisk over for, at det er en ren publikumspris, så bliver det en populistisk konkurrence om, hvem der har flest fans, så helt nye bands har ikke lige så meget power til at gå hen og vinde.
Martin: – Ja, men på den anden side, hvis det er en jury, som sidder bag det, så går der egeninteresser i det, for så er det folk, som er ansat på pladeselskaber. Så går der politik i den.
Tim: – Ja, eller bare snobberi.
Søren: – Har du venner nok eller fans nok?
Tim: – Ja og på den ene side er der så DMA, og på den anden side er der Steppeulven, men det er meget præget af, hvad der er interesse i; om det er pop eller rock – og så er der P3 Guld og GAFFA-prisen i midten.
Hvad skal I lave i 2017?
Søren: – Ikke særlig meget. Ej, vi skal vel lave noget nyt materiale, være lidt på barsel, hygge lidt – og så håber vi på, at vi i starten af 2018 kommer med noget nyt.
Tim: Vi holder koncertpause i 2017.
Martin: – Vi går i hi og skriver nye numre. Ellers skal vi skal være kreative og lidt småjobs rundt omkring i Europa. Vi skal arbejde – men det er ikke hårdt arbejde; det er sjovt arbejde.
