Nyhed

Se Baby in Vain-Benes nye video til førstesinglen ”Lost Cause”

Soloprojekt af Baby in Vain-trommeslager udformer sig nu i ny musikvideo

Benedicte Perleoni, også kendt som trommeslageren i Baby in Vain, afslørede i starten af maj, at et soloprojekt under kunstnernavnet Bene var i støbeskeen i form af ep’en ”Forgotten Memories”. Nu nærmer udgivelsesdatoen den 7. april sig med hastige skridt, og det har medfødt endnu en teaser, idet der er en musikvideo ude til førstesinglen fra ep'en, ”Lost Cause”.

Musikvideoen præsenterer sig nærmest som en lille København-sightseeing, hvor vi bliver taget i hånden af Bene igennem forskellige seværdigheder i hovedstaden. Vartov Kirke, Hovedbiblioteket i Krystalgade og Rundetårn bliver præsenteret i en legende stil med håndholdt kamera og Bene, der cruiser rundet på må og få.

Bene siger selv om videoens tilblivelse:


"Videoen til 'Lost Cause' er lavet af Tue Blichfeldt og indkapsler en hyggedag in the life of Bene. Idéen til videoen kom af, at vi ville bruge et godt gammeldags handycam, hvor alt lidt ligner et flashback til en badeferie på Tenerife i 00’erne, til at skabe en slags videodagbog over en random dag i København i selskab af mig. Vi lavede en lang liste med random ting, der kunne være sjove at lave og steder, der kunne være sjove at besøge. Dertil prøvede vi at fange den umiddelbarhed, som også går igen i sangen.”

Med det sagt er der kun lagt endnu mere i kakkelovnen til en spændende udgivelse. Med udgivelsen den 7. april vil der også være gratis releasekoncert på Natbar i Bremen Teater.

Se videoen her:

ANNONCE