Nyhed

Video: Se Bisse i energisk optræden under GAFFA-Prisen 2016

Bisse trådte til med kort varsel, og skuffede ikke, da han rundede GAFFA-Prisen 2016 af

Det var ikke mange dage, Thorbjørn Radisch Bredkjær – bedre kendt som Bisse – havde til at indstille sig på at skulle runde GAFFA-Prisen 2016 af. Mew, der oprindeligt skulle slutte showet af, aflyste blot et par dage før afviklingen, men det viste sig at være det mindste problem for Bisse, der trådte til og gav en energisk og intens oplevelse til et fyldt Odeon i Odense.

Den anerkendte sanger, sangskriver og musiker spillede først “Drabant”, og afslutningsvis hans anmeldelse af livet, “Seks Hjerter”. Begge numre er fra den anmelderroste “Højlandet”-plade, der er Bisses femte plade på blot to år. “Et besynderligt, besættende bekendtskab – og et album, som alligevel synes at komme sin lytter mere i møde end de foregående plader. Glimrende,” skriver GAFFA-anmelder Espen Strunk om “Højlandet” – læs anmeldelsen her.

C.V. Jørgensen-sammenligningerne er ikke til at komme udenom, når man taler om Bisses stemmeføring og evne til at håndtere det danske sprog, selvom det efterhånden er “vende-det-hvide-ud-af-øjnene”-fremprovokerende – i sidste ende er han jo fuldkommen sin egen. Når han træder ind på scenen iført feminint tøj og make-up, giver det uden tvivl associationer til David Bowie og Prince – og for tiden Atlanta-rapperen Young Thug – hvis kønsudfordrende påklædninger har skabt masser af omtale og sat fokus på seksuel frihed.


Se Bisses optræden til GAFFA-Prisen 2016 lige her og vurdér selv:

 


ANNONCE