Nyhed

Video: Se Kellermensch sparke GAFFA-Prisen 2016 i gang

De fik lov til at sætte gang i festen til GAFFA-Prisen 2016 – og det lykkedes i dén grad for Esbjerg-bandet, der spillede albummets åbningsnummer “Bad Sign” efterfulgt af “Mediocre Man”

Kellermensch er efter flere års stilhed langt om længe tilbage med pladen “Goliath” efter syv års pause. De fik lov til at sætte gang i festen til GAFFA-Prisen 2016 – og det lykkedes i dén grad for Esbjerg-bandet, der spillede albummets åbningsnummer “Bad Sign” efterfulgt af “Mediocre Man”, der også er på den nye plade, men er blevet spillet flere gange ved tidligere koncerter.

Forsanger Sebastian Wolff pryder i marts måned 2017 forsiden på GAFFA-magasinet, der også indeholder et stort interview. Der har været masser af frustrationer under skabelsen af “Goliath”, hvilket Sebastian Wolff også fortæller til GAFFA:

– Det var en meget frustrerende periode, hvor vi arbejdede med ordene, men da jeg skrev teksten til “Bad Sign”, ramte den et eller andet. Noget, vi alle sammen kunne høre, vi skulle have mere af på de andre numre.


Set i bakspejlet har den lange pause, skabelsesproces og frustrationerne dog vist sig at være det hele værd. “Goliath” er blevet taget godt imod, og GAFFAs anmelder Simon Nielsen var en af de begejstrede:

"Det var som om, at kældermennesket var forsvundet tilbage i dybet, men efter næsten otte år begyndte sekstetten fra Esbjerg at røre på sig. Den såkaldte svære toer, Goliath vidner om et band, der er stukket et stik dybere i sit fængende, mystiske og fortællende lydunivers. […] Selvom de eksperimenterende elementer ikke er nær så tydelige, som Kellermensch ellers har det med at udtrykke, besidder albummet stadig en enorm tyngde."

Se Kellermensch’ vellykkede, kaotiske energiudladning – og en guitar, der kastes tværs over scenen – lige her:


ANNONCE