Nyhed

Love Shop svarer læserne: – Vi har givet os selv mentale lussinger undervejs

Sanger og sangskriver Jens Unmack besvarer læsernes skarpe spørgsmål

Love Shop er aktuelle med deres 11. studiealbum, Risiko (læs GAFFAs begejstrede anmeldelse her) og er for tiden på Danmarksturné (se datoer nederst). Her svarer sanger og sangskriver Jens Unmack på læsernes skarpe spørgsmål.

Risiko er (tilsyneladende) albummet uden København, sommer og slideguitar. Hvad har disse regler betydet for skabelsen af det nye album, og hvad har I gjort for, at albummet – trods reglerne – skulle blive dynamisk og levende og ikke påtaget og kent'sk? (Anders Lai)

– Vi har givet os selv mentale lussinger undervejs, så tilstedeværelsens levende udtryk aldrig skulle komme i tvivl. Hård selvkritik i den skabende fase er akkurat lige så nødvendig som troen på de kreative evner.  


Hvor stor betydning har numrenes "live-potentiale" for, om de ender på albummet? (Anders Lai)

– Ingen overhovedet. Hvert medie til sin tid.

Love Shop på tour. Stikker I hånden dybt ned i godteposen og hiver nogle af de sjældnere spillede numre frem, som det også skete efter Copenhagen Screaming? (Anders Lai)

– På den nuværende Risiko Tour fokuserer vi mere på at præsentere de nye numre end på at gå på jagt i bagkatalogets afkroge. Med et nyt album, som endnu ikke er inde under huden på live-publikummet, vil aftenerne blive for krævende, hvis vi oveni tilsætter ukendt gammelt. 


Jeg har et nørdespørgsmål vedrørende teksten til Fremmedlegionær. På studieudgaven synger du "Så gennemblødt af sved" – men når sangen fremføres live, vender du den og synger "Så gennemsvedt af blod". Hvorfor? Kom du ”bare” til den erkendelse at det lød federe, efter I havde indspillet albummet? (Peter Theglev)

– Det sidste er jo en tydeligere sansning og burde også have været det indsungne på studieversionen.

Hvordan udtaler Jens selv sit efternavn? Radioværterne siger skiftevis "U-nmack" og "Å-nmack". Hvad er rigtigt? (Rikke Gawinski)


– Med Un som i ”ond”, dog uden kraftigt tryk på første vokal.

Hvorfor hedder I Love Shop? (Vesterbrorockradio)

– Det syntes som det rigtige bandnavn, dengang vi startede. Det står på bagsiden af elektroduoen Soft Cells debutalbum.

Hvad er den generelle motivation til at skrive sange? Og har den motivation ændret sig i løbet af årene? (Jonas Hoyrup)


– Jeg har levet på en streng diæt af tidens musik, siden jeg var helt lille, så det er nok den form, jeg udtrykker mig bedst og mest ubesværet gennem. Musik kan det der med følelser som intet andet.

Hvem er dine største inspirationskilder fra rocken og den elektroniske musik? Hvis du har nogle? Jeg ved, du er glad for Bowie. (Jens Christoffersen)

– Største inspirationskilder?! David Bowie, jo, The Clash, Blondie, Iggy Pop, Ramones, Television, Richard Hell, Gun Club, Springsteen, Lou Reed, Suicide, Gasolin’, tidlig Sparks, Sods, tidlig Roxy Music, Kliché, Joy Division, Echo & The Bunnymen, New Order, Felt, Associates, Josef K, Siouxsie & The Banshees, The Smiths, R.E.M., The Replacements, Ebba Grön, hele efterslæbet af punk-bølgen, jamaicansk musik fra 60/70’erne, Northern soul, The Shangri-Las, Dylan naturligvis, Phil Ochs, Townes, Bonnie & The Treasures, The Cookies, The Raveonettes og tusinde andre. 


Hvorfor har En nat bliver det sommer aldrig fundet plads på bare én af jeres liveudgivelser? Personligt er jeg blevet skuffet de to gange, jeg har siddet med en ny Love Shop-live-cd i hånden og måtte konstatere, at den i begge tilfælde glimrede ved sit fravær. (John Madsen)

– Den sang kræver jo en optimalt god liveversion, fordi den er så fintfølende. Vi har nok bare endnu ikke hørt en, når vi har indspillet LS-shows til udgivelse.

Nu mangler jeg bare en live-cd til samlingen - nogle planer i den retning? (Thomas Kirkemann)


– Der er en bonus-live-cd med cd-versionen af vores Evergreen-best of fra 2015.

Efter den fremragende bog Himmelflugt og højdeskræk og to seancer med Carsten Holm på Bremen Teater tænkte jeg, at der burde (!) komme en bog med sangteksterne. Måske med nogle kommentarer dertil. Én slags rockhistorie... sådan en bog/samling tekster savner jeg. Kunne man forestille sig, at en sådan kunne blive udgivet? (Thomas Damkjær)

De har ikke alle kvalitet til at komme i bogform, men de heldigste 40-50 stykker, jo, hvorfor ikke. Gyldendal og People's Press kan godt begynde bydekrigen på rettighederne.


I har Danmarks bedste, mest trofaste, mest passionerede publikum. Kunne man forestille sig et opsamlingsalbum eller, endnu bedre, en koncert alene sammensat ud fra fan-ønsker? (Jens Albagaard)

– Jeg tror nu, LS-tilhængerne sætter fin pris på bandets dømmekraft til den slags. Hvis de bestemte en koncert-sætliste, ville det jo kun blive allerede kendte og udbredte numre.

Hvordan har du det med Sort SolSteen Jørgensen som sanger?! (Hans Henrik Schmidt)


– Han er noget af et fyrtårn for mig. Både Sods og Sort Sol har betydet meget for mig.

Er Go! på vinyl jeres bidrag til Record Store Day? Hvordan arbejder du og får inspiration til dine tekster, Jens, for sproget er tit anderledes, smukt, og skærer ind til benet. Efter min ydmyge mening stor poesi, men det må kræve nørderi i stor stil? (Michael Rusbjerg)

– Nej til Go! Tak for de søde ord om teksterne. Det tager tid med sangordene. Jeg ved ikke, hvorfor de bliver, som de bliver. Kun at jeg bliver ved, til de føles rigtige og er blevet deres egne.


Da I startede, læste jeg et interview, hvor Sebastian var efter jer og sagde, det godt kunne være, I fik gode anmeldelser, men publikum kunne I da ikke finde. Har I sluttet fred siden? (Esben Wolff)

– Fred? Vi har aldrig været i krig med Sebastian. Mon ikke han blev fejlciteret dengang? Det tror jeg. Ellers ville sådan en udtalelse da se for fjollet ud i dag.

Nævn én god grund til hvorfor jeg skal se jer live for første gang nogensinde når I kommer til Roskilde næste weekend?! (Kristoffer B. Nygaard)


– Du ønsker bare ikke at snyde dig selv for en aften med landets bedste band, Kristoffer.

Hvorfor er koncerterne i Aarhus og København for et siddende publikum, når I samtidig har udgivet et forholdsvis tempofyldt og energisk album - det ville vel være mere oplagt, hvis I havde lavet en meget stille plade? (GAFFA)

– Vi spiller for et siddende publikum i Aarhus og København for at prøve noget nyt og give vores livepublikum nye rammer at opleve os i. Når det er sagt, håber jeg da virkelig at folket rejser sig op hvis/når der opstår lyst til det. 


Det er tydeligt, at Mikkel Damgaard – efter tabet af Hilmer Hassig – er blevet din primære musikalske samarbejdspartner som producer og af og til medkomponist. Mikkel er jo keyboardspiller modsat Hilmer, der var guitarist. Hvorfor er det blevet Mikkel og ikke bandets nuværende guitarist Mika Vandborg, der har fået rollen som sin nærmeste sparringspartner? (GAFFA)

– Fordi Mikkel Damgaard er et fund som lydhør producer, og fordi hans musikanskuelse ligger tæt op ad min. Om han så har keyboard eller ukulele som sit instrument, er sagen aldeles uvedkommende.  

 


Love Shops turné fortsætter til følgende steder:

Den 18. marts 2017 – Posten, Odense

Den 23. marts 2017 – Viften, Rødovre


Den 24. marts 2017 – Gimle, Roskilde

Den 25. marts 2017 – Teaterbygningen, Køge

Den 30. marts 2017 – Rytmisk Sal i Musikhuset, Aarhus


Den 1. april 2017 – Koncertsalen, DR Koncerthuset, København (udsolgt)

 

Se videoen til en af sangene fra det nye album, "De forelskedes smag i din mund":


 

ANNONCE