Nyhed

Ny single ude fra Alex Vargas: Lyt til Live-session-indspilning i London

Nyt materiale fra Alex Vargas få dage inden albumrelease

Alex Vargas har på relativt kort tid slået igennem som et af de mest hypede danske popnavne i nyere tid. Med succes-ep’en ”Giving up the Ghost” fra sidste år og prisen som bedste solist ved DMA har mange ventet på et endeligt debutalbum. Nu er tiden næsten inde, da ”Cohere” er på gaden i slutningen af måneden, og som opvarmning til albummets komme har Alex Vargas delt singler fra albummet sideløbende med live-session-videoer fra London.

Nu er singlen ”7 Sins” så ude, og udgivelsen følger samme mønster som ”Follow You” og ”Inclosure”. Nummeret bæres igennem af elektroniske beats og Vargas egen guitar og stemme, der lavmælt spinder sig igennem teksten om kærlighedens uløselige mysterium.

Alex Vargas siger selv om nummeret:


”’7 Sins’ er et meget kynisk syn på begrebet kærlighed. Vi har alle oplevet den første teenageforelskelse og efterfølgende at få vores hjerte knust. Og selvom at den oplevelse vælter os fuldstændig omkuld, bliver man ved med at opsøge kærligheden – og får sit hjerte knust, gang på gang. Det er i virkeligheden et meget besynderligt instinkt, vi som mennesker har tillagt os.”

”Cohere” er på gaden den 31. marts, og Vargas har tre koncerter tilbage i Danmark, før forårsturen går til bl.a. Berlin, Bruxelles og London.  

Lyt til ”7 Sins” her:

 


 


ANNONCE