Nyhed

Elton John fejrer 70 års fødselsdag med velgørenhedsgalla og Lady Gaga

GAFFA – alt om musik

I dag fylder Elton John 70 år. Det bliver fejret med en stor velgørenhedsgalla i The Hammer Museum i Los Angeles i aften til fordel for The Elton John Aids Foundation. Indtil videre er den eneste annoncerede optrædende Lady Gaga.

Elton John fejrer samtidig 50-årsjubilæet for sit samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin, som har skrevet tekster til størstedelen af Elton Johns sange gennem alle årene.

I en pressemeddelelse via pladeselskabet Universal Music udtaler John følgende om det at blive 70 år:


"Jeg er interesseret i at bevæge mig fremad hele tiden med det, jeg skaber, mine samarbejdsprojekter og også gennem at opdage samarbejder med andre mennesker. Jeg tror, at alder er ubetydelig, så længe du holder sindet åbent for nye ting. Jeg kan blive lige så vild over en ny kunstner, som spiller en demo for mig, så jeg er over for en af mine musikalske helte. Jeg bliver begejstret for at spille i byer, jeg ikke har spillet før og i at genbesøge steder, som jeg kender godt, men som har ændret sig. Livet er fyldt med forandringer, og jeg ønsker at omfavne det. Jeg føler mig også meget heldig ved at kunne bruge min position til at skabe opmærksomhed omkring uretfærdighed i verden, og jeg prøver at hjælpe, hvor jeg kan. Lige nu er jeg så lykkelig, som jeg nogensinde har været."

Elton John voksede op i en middelklassefamilie i Pinner i det nordvestlige London. Han begyndte at spille klaver som treårig, modtog formel klaverundervisning fra syvårsalderen og viste tidligt stort talent for både at spille klaver og komponere. Som ung ernærede han sig som barpianist, inden han i 1967 indledte et samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin, i første omgang for at skrive sange til andre.

I 1969 udgav Elton John sit første album, "Empty Sky", der ikke blev den store succes. I 1970 fik han sit første hit" Your Song" fra sit andet album, "Elton John", der blev hans store gennembrud, og resten er pophistorie. Elton John har haft talrige hits, har til dato solgt mere end 300 millioner plader og har udsendt 32 studiealbum, senest "Wonderful Crazy Night" fra 2016.


Elton John har givet mange koncerter i Danmark og kan opleves igen herhjemme til sommer, hvor han spiller i Mølleparken i Sønderborg 15. juni. Der er i skrivende stund få billetter tilbage.

Se musikvideoen til et af Elton Johns store hits, "Sacrifice" fra 1989:


ANNONCE