Nyhed

Harry Styles annoncerer udgivelsesdato for debutsingle

Det britiske teenage-idol er gået solo og er klar med sit første solomateriale allerede i næste uge.

Det britiske teenage-idol Harry Styles er gået solo og er klar med sit første solomateriale allerede i næste uge.

Tilbage i efteråret 2015 annoncerede boybandet One Direction, at de ville tage en længere pause fra samarbejdet. Gruppen, der på daværende tidspunkt bestod af Niall Horan, Louis Tomlinson, Liam Payne og Harry Styles, efter at Zayn Malik gik fra bandet tidligere samme år, har meldt ud, at de hver især vil prøve kræfter af på egen hånd i minimum et års tid.

Horan har tidligere udgivet debutsinglen ”This Town”, og nu afslører Harry Styles også, at han er klar med sin solodebut. I en reklame om sangeren fremgår det, at hans debutsingle udkommer den 7. marts. Titlen til nummeret er endnu ikke offentliggjort.


Harry har skrevet musik med blandt andre Snow Patrols Johnny McDaid, der mener, at sangerens solomateriale vil blæse verden omkuld. Andre, der kender til materialet, sammenligner ham med store britiske navne som Queen og David Bowie.

Styles, der blev sat sammen med de øvrige medlemmer af One Direction under den britiske X Factor i 2010, er desuden aktuel i spillefilmen ”Dunkirk”. Den er instrueret af Christopher Nolan, som også står bag ”Inception” og ”Interstellar”, og får dansk biografpremiere den 20. juli.

Kan du ikke vente på debutsinglen den 7. april, kan du i stedet se musikvideoen til One Direction-hittet ”Drag Me Down”:


 

 
ANNONCE