Der følger mange millioner med modtagelsen af en Nobelpris – på en betingelse.
Til sidste års Nobelpris-overrækkelse i Sverige, den 10. december 2016, modtog Bob Dylan, Nobelprisen i litteratur for at ”have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangproduktion”. Med sådan en fornem pris følger ikke mindre end otte millioner svenske kroner (lidt over seks millioner danske kroner), som Bob Dylan måske nu står til at gå glip af.
Det er otte millioner svenske kroner, hvis Bob Dylan afholder en Nobelforelæsning inden den 10. juni. Nobelprismodtagen bestemmer selv, i hvilken form forelæsningen skal finde sted. Om det er som en tale, en video eller en optræden, er op til Dylan selv.
Bob Dylan kunne ikke komme til overrækkelsesceremonien af Nobelprisen. En udeblivelse, der ikke blev nærmere begrundet, og Det Svenske Akademi har ikke hørt fra ham siden, udtaler Sara Danius (sekretær ved Det Svenske Akademi) til Politiken.
Danius påpeger, at Bob Dylan er blevet gjort opmærksom på, at en Nobelforelæsning skal finde sted senest seks måneder efter overrækkelsen, hvis pengene skal udbetales.
Selvom Bob Dylan ikke selv kunne møde op og aftente prisen i Stockholm, blev han hyldet til cermonien. Han havde selv skrevet en ærbødig tale, som blev læst op af den amerikanske ambassadør i Sverige – du kan læse talen lige her. Dylan blev også fortolket af en på én og samme gang intens og nervøs Patti Smith, der måtte stoppe sin ellers stærke version af "A Hard Rain's A-Gonna Fall" undervejs. Du kan se Patti Smiths udførelse her.
Spekulationerne går nu på, om Nobelforelæsningen vil finde sted i forbindelse med Dylans tre koncerter i Sverige den 1., 2. og 9. april. Det skal siges, at koncerterne var planlagt før afsløringen af Nobelpris-modtagerne.
Bob Dylan gæster også Danmark på sin turné. Den 6. og 7. april spiller han to udsolgte koncerter på Operaens Store Scene i København.