Nyhed

Der er nyt i sagen om Bob Dylans Nobel-millioner

Han skylder stadig en Nobelforlæsning, hvis han vil have udbetalt pengene.

Spekulationerne viste sig at være reelle nok. Det er nu blevet bekræftet af Det Svenske Akademi, at den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan vil modtage sin Nobelpris senere i denne uge. Som forventet modtager Dylan sin Nobelpris i sammenhæng med, at han alligevel skal optræde i Sverige den 1. og 2. april.

Det bliver dog ikke til en Nobelforelæsning i denne omgang. Ifølge Sara Danius (sekretær i Det Svenske Akademi) vil Akademiet mødes med Bob Dylan og overrække ham Nobelprisen. Det vil blive et intimt møde, og ingen medier vil være til stede. Danius skriver på en blog, citeret af NME:

”De gode nyheder er, at Det Svenske Akademi og Bob Dylan har besluttet at mødes denne weekend. Akademiet vil her overrække Dylans Nobel-diplom og Nobel-medaljen og lykønske ham med Nobelprisen i Litteratur. Omgivelserne vil være små og intime, og ingen medier vil være til stede; kun Bob Dylan og medlemmer af Akademiet vil deltage, alt sammen ifølge Dylans ønsker”.


Den mediesky Dylan havde i december meldt afbud til overrækkelsesceremonien, og Det Svenske Akademi har haft svært ved at få kontakt i forbindelse med den krævede Nobelforelæsning.

Til Ceremonien havde Bob Dylan indsendt en takketale, som blev læst op af den amerikanske ambassadør i Sverige, og sangerinde Patti Smith fremførte en intens og nervøs fortolkning af "A Hard Rain's A-Gonna Fall" fra hans andet album.

Hvis Bob Dylan stadig vil gøre krav på de otte millioner svenske kroner (lidt over seks millioner danske kroner), forventer Akademiet, at han sender en video af sin Nobelforelæsning på et aftalt senere tidspunkt, ellers vil han ikke modtage en øre.


ANNONCE