Nyhed

Gangway gendannes til koncert efter næsten 20 år

80'er-indiepoppen vil blive genoplivet med koncert fra mændene bag "My Girl and Me".

Der skulle gå 20 år, før vi ville få lov til at (gen)opleve det danske indiepop-band Gangway til en særlig reunion-koncert i Koncertsalen i DR Koncerthuset fredag den 6. oktober.

Gangway blev dannet i 1982, og med inspiration fra The Cure og Pet Shop Boys formåede trioen at blive noget af et navn i Danmark og visse steder i udlandet med singler som ”My Girl and Me” (1986) og ”Mountain Song” (1992). Det blev i alt til syv studiealbum i perioden 1984-1996. Højdepunktet blev nået i 1993, da de tog fire Dansk Grammy-priser med hjem på baggrund af 1992-albummet "Happy Ever After". I dag står de stadig som et tidsbillede på den umiskendelige lyd fra den danske 80’er- og 90'er-pop-scene.

Nu vil de dog, for første gang siden opsamlingsalbummet ”Compendium” fra 1998, slå pjalterne sammen og genforenes til en koncert, hvor der vil være både nyt og gammelt materiale at finde. Gruppen vil blive gendannet med lineuppen fra deres sidste album "That's Life" fra 1996, det vil sige sanger Allan Jensen, guitarist Henrik Balling og keyboardspiller Torben Johansen.


Guitarist og sangskriver i Gangway Henrik Balling siger selv om genforeningen: "Der er gået næsten tyve år siden, vi spillede sammen sidst. Vi har mødtes engang imellem i den mellemliggende tid, men aldrig talt om at gendanne bandet. Først sidste år begyndte vi at tale om muligheden for at samles igen og tage ud at spille de gamle sange, og prøve at skrive nogle nye. Alle syntes, det var en god idé. Så det er det, vi gør."

Efter opløsningen har Henrik Balling arbejdet som producer for blandt andre Peter Sommer, Marie Key Band og Rytteriet, mens Torben Johansen har arbejdet i musikbranchen, især på pladeselskabet Sony Music. Allan Jensen udgav soloalbummet "One Fine Day" i 2001 og medvirkede i 2004 på Leonard Cohen-hyldestalbummet "På danske læber", men har ellers ikke været musikalsk aktiv i større omfang.

Billetsalget begynder 6. april klokken 10.


Varm op med gruppens største hits fra albummet "Compendium":

ANNONCE