Den elektroniske musiker åbner Kulturfestivalen Off Road i næste uge.
Til sommer giver musikproduceren Anders Trentemøller koncert på Roskilde Festival, hvilket med al sandsynlighed bliver på festivalens største og orange scene. Allerede i næste uge kan man se ham, når han åbner Kulturfestivalen Off Road. Det sker i Herning Midtby – og det er ganske gratis.
Manden bag det anmelderroste debutalbum ”The Last Resort” fra 2006, der indeholder numre som ”Moan” og ”Miss You”, er blevet tilføjet til åbningsprogrammet af Kulturfestivalen Off Road, der skydes i gang den 11. april på Torvet i Herning, og der forventes mindst 15.000 mennesker på gaderne. Johannes Poulsen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune, har følgende at sige om tilføjelsen:
”Trentemøller er den helt rigtige artist til at afslutte åbningen af Off Road Festival, der jo netop handler om at tænke anderledes og sætte tingene i nye rammer. Vi er ikke i tvivl om, at han vil levere en helt fantastisk koncert af høj international standard, og det er lidt af et scoop, vi har fået ham til Herning."
Åbningen af festivalen er et full moon event og er i år en del af programmet for Aarhus 2017. Den Grammy-nominerede kunstner medbringer også et firemandsband på scenen til koncerten.
Varm op til åbningskoncerten med musikvideoen til et af Trentemøllers absolutte største numre, ”Moan":