Nyhed

RECession Festival klar med flere navne – blandt andre Trentemøller

Elektrokunstneren er hovednavn på årets festival

Når Trentemøller lørdag den 19. august spiller på Voxhall i Aarhus, har han på The Fixion Tour givet udsolgte koncerter i 48 byer i 19 lande. På scenen medbringer han et fempersoners livesetup, med hvem han har spillet mere end 300 koncerter over hele verden, og som nu også gør stop i Aarhus.

– Vi er enormt privilegerede, at Trentemøller vælger at spille på en lille alternativ festival som RECession, når man tænker på, hvor få danske koncerter han spiller om året. Med sit nye album rammer han RECession festivals lyd, fortæller Aage Hedensted, booker for RECession Festival.

Koncerten på RECession Festival bliver dog også lidt speciel, idet han har sagt ja til at invitere nogle af sine musikalske venner med som support – nemlig danske Tom And His Computer, Roxy Jules samt italienske Matteo Vallicelli.


Trentemøllers seneste og fjerde album ”Fixion” er især drevet af produceren og multikunstnerens passion for at eksperimentere og for at lade sig inspirere af påvirkninger og forskellige genrer – men samtidig forbliver albummet tro mod Trentemøllers særegne, melankolske og melankolske udtryk. Fra minimalistiske synth-landskaber til pumpende elektropunk.

GAFFA anmeldte senest Trentemøller i Vega i februar, hvor anmelder Torben Holleufer uddelte de maksimale seks stjerner og blandt andet skrev: "Det var en Trentemøller, der ramte et højt internationalt niveau. Grænseløst og med et modent udtryk, som imponerer og transcenderer." Læs hele anmeldelsen her.

Under navnet Tom and his Computer gemmer sig den danske elektronikamusiker Thomas Bertelsen, tidligere kendt fra blandt andre Lulu Rouge. Bertelsen er pt. aktuel med ep’en ”Playing in the Night”, der ligesom sidste års forgænger ”Small Disaster EP” blander lo-fi og darkwave. Tom and his Computer har netop afsluttet en flere måneders lang tour i Europa, USA og Canada som opvarmning på Trentemøllers Fixtions Tour.


Roxy Jules er synonym med den roste sangskriver, sanger og musiker Julie Runa. Hendes nye album ”Roxy Jules III" er indspillet sammen med musiker og producer Valentin Kruse,
der også spiller med live. Tilsammen kalder de sig en elektronisk støjrock-duo. Sangene er bygget op omkring elektroniske beats, længselsfulde keyboardflader og distortede guitarer, der smyger sig kontrastfyldt omkring Julie Runas kølige vokal.

Italienske Matteo Vallicelli er en anerkendt trommeslager og komponist, bedst kendt som livetrommeslager i The Soft Moon, Death Index og som en af grundlæggerne af mange italienske punkbands. Hans debutalbum ”Primo” er stærkt påvirket af den pulserende technoscene i Berlin, hvor Vallicelli også bor. Vallicelli eksperimenterer med synthesizere og trommemaskiner. Optagelser af lyde på hans computer og kassettebånd førte ham til at skabe en stor samling af loops og samples, som er stykket sammen til hans debutalbum.

Varm op med musikvideoen til Trentemøllers "Complicated":

ANNONCE