Nyhed

Benal giver efterårskoncerter

Benjamin og Albert lover både nye og gamle sange

I november sidste år kunne den anmelderroste hiphopduo Benal alias rapper Benjamin og programmør Albert melde udsolgt i Store Vega, og til efteråret vil de forsøge at gøre det igen, og giver i samme omgang også koncert på Train. Nærmere betegnet kan duoen opleves på Train 29. september og Store Vega den 30. september.

2016 startede for duoen med debutalbummet "Nu", og i marts 2017 udgav de en ny sang, "Babelfisk". Duoen arbejder nu på at udgive en række sange over sommeren og i starten af efteråret og lover, at man kan opleve disse numre til efterårets to koncerter. Benjamin siger selv: 

”Vi har brugt det sidste år på at lave ny musik. Vi holder de to koncerter for at vise folk, hvad klokken er slået. Det er ikke bare koncerter, det er overgangsritualer til en ny dimension. Hvis du er så heldig at få dine små fingre i en billet, bliver du glad, for da ved du, at du for en gangs skyld har gjort noget godt. Noget, der sætter sig i dit inderste græderum og bedr dig tage tøjet af, langsomt og introvert. På Train og Vega kommer vi til at elske dig på en ny måde. På den måde, du har savnet. Vi har savnet dig. Kom og mærk.”


Benal begejstrede GAFFAs anmelder Peter T. Aagaard i Vega i oktober 2016. Han uddelte fem stjerner og skrev blandt andet: "I en foreløbig kulmination indtog Benal en af karrierens største scener. Med effektfulde, minimaltiske virkemidler gav electro-hiphopperne GAFFAs udsendte gåsehud fra storetåen op til øreflippen." Læs hele anmeldelsen her.

Billetsalget til de to koncerter er i gang.

  


 

ANNONCE