Nyhed

Ny Prince-ep stoppet af arvinger

Sagsanlæg bremser udgivelsen af ikke tidligere offentliggjorte sange

Tilbage i årene mellem 2006 og 2008 skrev og producerede Prince, sammen med samarbejdspartneren Ian Boxill, sangene på ep’en ”Deliverance.” Efter Princes død har Boxill færdiggjort numrene og disse stod til udgivelse i morgen fredag den 21. april, på årsdagen for Princes død.

Nu har Princes pladeselskab Paisley Park og hans arvinger sagsøgt Boxill og udtalt, at de mener, at Boxill forsøger at misbruge sangene for egen vindings skyld, skriver NME.

I søgsmålet mod Ian Boxill har han ifølge sagsøgerne underskrevet en aftale om, at al musik de to kunstnere har arbejdet sammen om, tilhører Prince.


Det var muligt at forudbestille ep’en på iTunes fra i går, den 19. april, men denne mulighed er nu fjernet fra streamingtjenesten.

Om numrene på noget tidspunkt bliver offentliggjort, vides ikke, men på grund af søgsmålet er de indtil videre tilbageholdt frem til 3. maj.

ANNONCE