Nyhed

Alex Vargas står bag bulgarsk bidrag til årets Eurovision Song Contest

Danskeren har været med til at skrive ”Beautiful Mess”, der spås stor succes i sangkonkurrencen

Det går strålende for danske Alex Vargas. Singer-songwriteren, der udgav sit debutalbum ”Rookie” under sit fødenavn Alexander Vargas Blay tilbage i 2003 i en alder af blot 15 år, vandt sidste år prisen ”Årets danske solist” til DMA. I marts udgav han sit ”andet debutalbum”, hvorfra han hitter med blandt andre ”Higher Love” og ”Inclosure”, og for nyligt blev det annonceret, at den 29-årige sanger til næste år skal spille i Royal Arena.

I kølvandet af sin succes er det nu er det kommet frem, at manden med den karakteristiske man bun og næsering også har et spil med i årets Eurovision Song Contest. Ifølge DR har Vargas nemlig været med til at skrive Bulgariens bidrag ”Beautiful Mess”, som fremføres af den unge Kristian Kostov. Den blot 17-årige sanger er konkurrencens yngste deltager og har tidligere stået på scenen til både den bulgarske version af X Factor og den russiske version af Voice Junior.

Der er store forventninger til Bulgariens sang. Den er spået en plads i top 3, og det forventes tilmed, at sangen vinder aftenens semifinale, hvor det danske bud er ”Where I Am”, der synges af Anja Nissen. ”Beautiful Mess” er desuden skrevet i samarbejde med det samme producerteam, som har været med til at skrive Vargas’ eget hit ”Higher Love”.


Alex Vargas giver i aften en udsolgt koncert i Vega – samtidig med at Kostov skal forsøge at få Vargas’ sang videre til finalen i årets Eurovision.

Hør Kristian Kostov fremføre ”Beautiful Mess” lige her.


ANNONCE